Salget af Surface-produkterne har været skuffende indtil nu, men Microsoft arbejder på en ny serie af Surface tablet-pc'er, herunder en mindre version med 7-tommers skærm. Det melder Wall Street Journal. Den nye mini-Surface skulle gå i produktion senere i år.
Dermed følger Microsoft den samme strategi som Apple, der også har suppleret sin normale iPad med en iPad Mini, hvor skærmen er på 7,9 tommer.
En kilde med kendskab til Microsofts produktplaner siger til avisen, at selskabet så sent som sidste år ikke havde planer om at producere en 7-tommers tablet-pc, men ledelsen har erkendt, at man er nødt til at reagere på den stigende popularitet af mindre tablet-produkter som den lille Google Nexus og iPad Mini.
Faktisk er det halvdelen af alle solgte tablet-pc'er i fjerde kvartal, der havde en skærmstørrelse på mindre end otte tommer, ifølge IDC.
Microsofts udvidede tablet-ambitioner kommer, samtidig med at pc-salget falder drastisk. Ifølge IDC er pc-salget reduceret med 14 procent i første kvartal, mens Gartner melder om et fald på 11 pct.
Det var ventet, at Microsofts lancering af Windows 8 sidste år ville genoplive pc-salget, men det er tilsyneladende ikke sket.
Det menes, at Microsoft har solgt omkring 1,5 millioner Surface-computere, herunder en million eksemplarer af Surface og en halv million Surface Pro-enheder. Det er langt under det forventede salg.
Surface RT kører med en ARM-baseret version af operativsystemet, Windows RT, mens Surface Pro har en Intel-chip og det normale Windows 8 Pro. Disse tablet-pc'er skal samtidig fungere som en slags flagskibe for teknologien, ligesom Googles Nexus-enheder.
Wall Street Journal skriver også, at Microsoft fortsat tester sin egen smartphone, men det er ikke sikkert, om den kommer på markedet.