Silkeborg-forhandleren It-Effect overtager kunderne fra enkeltmandsvirksomheden Klode Software i forbindelse med, at indehaveren Kim Klode trækker sig tilbage fra aktiv tjeneste.
"Man kan godt kalde det for et generationsskifte. Vi overtager 77 større og mindre kunder, som primært bruger økonomisystemerne C5 og XAL," fortæller direktør i It-Effect Kim Friis.
Hvis det står til ham, bliver det ikke sidste gang, at It-Effect indlemmer en mindre C5-forhandler i sin forretning. Lige nu er man ifølge direktøren enten i direkte forhandlinger eller i gang med "løse drøftelser" om at blive en del af It-Effect. Den konsolidering skyldes blandt andet strammere krav om certificering fra Microsoft.
"Jeg tror, mange mindre forhandlere gør sig overvejelser om fremtiden. Kravene fra Microsoft bliver stille og roligt strammet, og de mindre forhandlere må gøre op med sig selv, om de vil udvikle eller afvikle deres forretning. Kompleksiteten stiger, og hvis man vil ind på NAV-markedet, er det svært at løfte opgaven, hvis man er alene, så nogle mindre forhandlere vil gerne ind og være en del af en virksomhed igen," siger Kim Friis.
Ud over Microsofts C5 har It-Effect det seneste år også kastet sig over det mere avancerede produkt Dynamics NAV. Kim Friis forventer at kunne overtale en del af de nye kunder til med tiden at gå over på NAV-platformen.
"Vi tog handsken op sidste år, da Tine Plambech fra Microsoft anbefalede C5-forhandlerne at kaste sig over NAV. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at for nogle af de halvstore kunder, vi nu får ind, vil det være oplagt at gå den vej," siger Kim Friis.
Klode Softwares historie går tilbage til begyndelse af 1980erne, da Kim Klode startede op med at sælge HP-hardware. Da forretningen gik bedst, beskæftigede firmaet seks ansatte. Efter 10 år gik Kim Klode over til at sælge XAL- og C5-løsninger. Han trækker sig nu tilbage af helbredsmæssige årsager, men hjælper It-Effect i processen med at overtage hans tidligere kunder.
"Det går ikke, at jeg kun kan arbejde et par timer om dagen. Men det er en fornuftig løsning både for mig og mine kunder. Vi er i gang med kundebesøg lige nu, og det bliver vældig godt modtaget derude. Det er jeg glad for. Jeg er også interesseret i, at It-Effect kommer fornuftigt videre med mine kunder," siger Kim Klode.
Læs mere:
Midtjysk C5-forhandler udvider i Odense
Nyt løsningshus vil brande sig lokalt
IT-Effect køber Customize-kunder
Microsoft vil lokke C5-forhandlere over på NAV
It-profil: Nogle medarbejdere vil jeg helst glemme