Det lille bredbåndsselskab Webpartner fra Østerbro i København er klar til at overhale alle de store teleselskaber herhjemme og sende bredbåndstelefoni på markedet.
Med bredbåndstelefoni kan kunderne tale over deres datalinier, vel at mærke ikke blot ved at ringe op fra pc'en. Almindelige telefonopkald kan også modtages via bredbåndsforbindelsen.
Webpartner leverer bredbånd til erhvervskunder, og de får også først tilbuddet om at knytte telefoni til deres linier.
Det sker omkring 1. marts, hvor virksomhederne får mulighed for at beholde deres eksisterende telefonanlæg, hvis de ikke ønsker at installere et nyt, der er baseret på IP-teknologi.
Kan opsige ISDN-linier
Det eksisterende telefonanlæg skal forsynes med et interface til bredbåndslinien. Til gengæld kan de ISDN-linier, som de danske virksomheder ofte benytter til telefoni, siges op. En typisk mellemstor dansk virksomhed har en ISDN-forbindelse med 30 linier. Dem er der over 7.000 af herhjemme, og trods succes for bredbåndslinier er det tal blevet med ved med at stige.
Indtil nu. For med Webpartners system kan ISDN-forbindelsen siges op. Alene det giver en besparelse på omkring 4.500 kroner hvert kvartal, og selv om Webpartner skal have et mindre beløb i abonnement for sin tjeneste - den nøjagtige pris er endnu ikke fastsat - så er der stadig penge at spare for erhvervskunderne.
Samtidig får kunderne mulighed for at ringe gratis, så længe samtalerne bliver inden for Webpartners net, og direktør Rasmus Helmich lover at stille med konkurrencedygtige priser på de øvrige samtaler.
- Modsat de store teleselskaber behøver vi ikke at være bange for at kannibalisere på en eksisterende telefoni-forretning. Vi skal tjene penge på dataforbindelser og tilhørende tjenester, og ved at tilbyde telefoni giver vi kunderne en bedre effekt af den linie, de har i forvejen, siger han.
Webpartner har bygget prioritering af datatrafikken ind i sit netværk for at kunne garantere kunderne, at telefonsamtalerne kan gennemføres i ordentlig kvalitet - også i de perioder, hvor datanetværket er belastet.
Privatabonnement til 20 kroner på vej
Derfor gælder tilbuddet om bredbåndstelefoni i første omgang også kun selskabets egne bredbåndskunder. De 600.000 danskere, som ifølge de seneste tal fra IT- og Telestyrelsen havde en bredbåndsforbindelse ved udgangen af september sidste år, kan dog godt begynde at glæde sig.
Webpartner har nemlig udviklet et produkt, som også kan benyttes på en almindelig ADSL-linie eller på et kabelmodem. Kunden slutter simpelthen sin almindelige telefon til en router og kan flytte sit telefonnummer med, hvis det ønskes.
Derefter er det i princippet muligt at opsige og spare udgiften til sit telefonabonnement. Men Webpartner vil udelukkende markedsføre bredbåndstelefoni som et supplement til den almindelige telefonforbindelse.
Det skyldes blandt andet, at Rasmus Helmich endnu ikke har undersøgt, om bredbåndstelefonien opfylder alle de formelle krav til en telefonforbindelse i Danmark. Desuden kan Webpartner ikke garantere kvaliteten af telefonforbindelsen, når selskabet ikke selv leverer den datalinie, som bærer telefonien.
Webpartner er i princippet klar til at sælge bredbåndstelefonien til de hjemmearbejdspladser, som selskabet virksomhedskunder har oprettet. Den brede lancering af produktet til privatkunder forventes dog først at finde sted i begyndelsen af sommeren.
Heller ikke priserne ligger helt fast, men Rasmus Helmich regner på, om bredbåndstelefonien kan leveres helt uden abonnement. Han regner det dog for mere realistisk, at abonnementet bliver på omkring 20 kroner om måneden. Til sammenligning koster et abonnement hos TDC 119 kroner om måneden.
Bredbåndstelefoni er endnu ikke lanceret i Danmark i stor stil. Det lille bredbåndsselskab Arrownet har dog lovet sine kunder på bynettet i Ishøj adgang til en tjeneste i løbet af årets første måneder.