Artikel top billede

It-forsker: Sådan kan it ødelægge dit firma

Interview: Det vrimler med smarte samarbejdssystemer og ny it, der kan øge produktiviteten. Desværre kan det også gøre dig mere ineffektiv og bremse innovationen, advarer it-forsker.

Læs også:

Derfor bombarderer dine kolleger dig med cc-mails

Det kan godt være, at emailen i mange sammenhænge er et forældet kommunikations-værktøj, og at der ligger et betydeligt potentiale i at tage sociale medier og samarbejdssystemer i brug.

Man skal bare ikke begå den fejl at tro, at ny it alene forbedrer det store.

"Jeg vil advare imod, at man tror, teknologi gør ret meget i sig selv," siger Dr. Carsten Sørensen, der forsker og underviser i it og innovation ved London School of Economics and Political Science.

Computerworld interviewer Carsten Sørensen i forbindelse med en artikel-serie om emailens ineffektivitet - og om de potentielle afløsere til emailen.

Når han hiver sig op i helikopter-perspektiv, beskriver han vores brug af moderne it således:

"Problemet lige nu er, at vi er så forelskede i teknologierne, at vi ikke ved, hvordan vi skal håndtere dem. Vi bliver nødt til at få et mere afslappet forhold til det, så man ikke er nødt til at læse sin email hvert minut."

Du skal fokusere det rette sted

Det er naturligvis sat på spidsen, men problemstillingen er reel nok. It er til for at gøre os mere effektive, og det kræver, at vi forstår at bruge teknologierne på den rigtige måde.

"Hvis en organisation skal være konkurrencedygtig, kan den ikke bare have en masse mennesker, der sidder og kigger på emails og sender hinanden emails bare for at vise, at de har gjort noget, selvom det i virkeligheden ikke er vigtigt."

Carsten Sørensen har et bud på, hvorfor vi bliver ved med at sende så mange cc-mails til hinanden, når det forstyrrer og dermed går ud over produktiviteten.

"Problemet er, at det tager vores opmærksomhed fra bolden. Vi kigger for meget væk fra bolden og bruger for meget tid på de emails," siger han.

Har du tid til at komme på gode idéer?

At emailen ofte bliver for tidskrævende, er der mange, der er enige i. Det er en af grundene til, at moderne samarbejdsværktøjer og sociale netværk vinder frem i disse år.

Det er positivt, at it hele tiden udvikles og forbedres, men det ændrer ikke ved den grundlæggende problemstilling, hvis man spørger Carsten Sørensen.

"Når det kommer til stykket, er problemet, at individuelle medlemmer af organisationen er nødt til selv at balancere, om de skal kigge langt frem og være reflekterende, eller om de skal kigge lige ned og være aktive her og nu."

"Problemet med alle de her teknologier er, hvis vi ender med kun at kigge nedad; vi ender med kun at være reaktive."

"Det er svært. Både organisationer, teams og individer skal lære dybt, dybt inde i deres DNA, hvordan man håndterer de her ting. Det er et balance-spørgsmål."

"Problemet er, at hvad som helst, der gør dig rask, også gør dig syg. Hvad som helst, der sætter dig fri, gør dig også til en slave. Lommeregneren er fantastisk, men til sidst kan du ikke regne i hovedet."

Spilder du din tid på disse ting?

En rapport fra McKinsey vurderer, at mere end 900 milliarder dollars, omkring 5.000 milliarder kroner, på globalt plan kan hentes hjem på tværs af en række sektorer ved at tage sociale teknologier i brug.

"Vi estimerer, at virksomheder kan øge vidensarbejderes produktivitet med 20 til 25 procent ved at tage disse organisatoriske teknologier i brug," lyder det blandt andet i rapporten.

Carsten Sørensen deler opfattelsen af, at der ligger et kæmpe potentiale i at tage samarbejdssystemer i brug i virksomhederne.

"Teknologierne giver dig evnen til lynhurtigt og på en meget fundamental måde at lave algoritmer for alt muligt, så du kan komme i kontakt med folk, der kan hjælpe dig med det problem, du har lige nu og her. De kan virkelig skabe synergi."

"Problemet er, at de også kan gøre, at du sidder hele dagen lang og kigger på billeder af en kat."

Han nævner et konkret eksempel:

"Vi opfinder de her fantastiske internet-teknologier som Facebook, der kan løse alle menneskehedens problemer, og hvad gør vi så? Vi sidder og kigger på åndssvage billeder af folk, der falder på halen."

"Vi bliver så afhængige af teknologierne, at de distraherer os konstant, så vi glemmer at tænke," lyder det fra Carsten Sørensen.

"Teknik kan ikke hjælpe dig med at tænke, men den kan hjælpe med synergi, og det er enormt vigtigt."

Læs også:

Derfor bombarderer dine kolleger dig med cc-mails

Her er emailens svagheder: Kan gå ud over dit firma

Emailens afløser: Sådan kommer du til at kommunikere

Du spilder kostbar tid på emails: Så galt står det til




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere