Nettet bugner med lækre netbutikker med lige så lækre varer. Hvordan får man overblik i den ustandselige strøm af produkter?
Måske via Wantr.com.
Wantr er et dansk internet-startup, der i et års tid har inviteret udvalgte brugere indenfor, men nu inviterer alle om bord.
De danske stiftere kalder tjenesten "en ny form for virtuel vinduesshopping".
"Wantr er basalt set et onlinekatalog, der hjælper folk med at holde sig opdaterede på deres yndlingsbutikker og giver besked, når der kommer nye varer. Derudover er der et socialt lag på Wantr, der gør, at man via venner og andre brugere får præsenteret nye varer, der også "flyder" rundt på Wantr," siger Toke Grøfte, der startede Wantr sammen med Stefan Bech sidste år.
Skridtet ud af beta hænger også sammen med, at Wantr har sikret sig 600.000 dollar i venturekapital (cirka 3,3 millioner kroner) fra Seed Capital og stifterne af Trendsales, Bo Eriksen og Martin Falslev Andersen.
Trendsales-stifterne solgte tjenesten i 2010 til QXL for, hvad der ifølge rygter var et trecifret millionbeløb.
Hvordan adskiller de sig?
Wantr træder ind i en hønsegård med mange haner. Både Wanelo, Pinterest, Svpply og The Fancy arbejder med forskellige vinkler på social shopping.
Alligevel mener stifterne af den danske tjeneste, at de har fundet en unik vinkel.
Hvor mange af de lignende tjeneste især handler om, at brugerne samler og deler deres favoritter, forsøger Wantr at blive et samlested for dine indkøb på nettet.
"Før Wantr besøgte jeg de samme fem/seks onlinebutikker hver dagen, for at se om de havde fået nogle nye lækre sko - ofte forgæves. Vi mente, at der måtte være en bedre måde at kunne holde sig opdateret på sine yndlings shoppingsider," forklarer Toke Grøfte.
Derfor kan man nu bede Wantr om at "crawle" udvalgte områder på sine yndlingsbutikker. Så bliver nye produkter derfra automatisk trukket ind i Wantr og oprettet - og brugerne bliver informeret om, at der er nyt på hylderne.
Sideløbende er der stadig et oplevelses-aspekt ved Wantr, hvor man hele tiden bliver præsenteret for nye varer, som venner og andre tilføjer og "wantr".
Ros fra web-kendis
Det er typisk, at Seed Capital leder en investeringsrunde og får eksterne angelinvestorer med ombord. Det var oplagt, at det blev Bo Eriksen og Martin Falslev Andersen.
"Vi har selv været brugere af sitet helt fra starten, og jeg har da også allerede købt 5-6 ting, som jeg har opdaget på Wantr - for eksempel en super lækker kaffebordsbog om surfing. Så dybest set har vi investeret i Wantr, fordi vi selv kan se brugsværdien. Og selvfølgelig også fordi vi tror på, at andre vil se værdien af sitet," udtaler Martin Falslev Andersen.
"Vi startede dialogen med dem for næsten et år siden. De var interesserede i at investere, men vi også brugt dem som sparringspartnere. Helt lavpraktisk har vi enten skrevet eller ringet til dem med spørgsmål. De har jo mellem 10 og 15 års erfaring i at drive communities, hvor der også blev lagt et lag af e-commerce ovenpå," forklarer Toke Grøfte om matchet.
Wantr har i sin korte levetid allerede fået ros fra den indflydelsesrige amerikanske iværksætter og spradebasse Jason Calacanis. I en episode af sit shov "This Week in Startups" giver han danskerne ros for konceptet.
Wantr har pt. syv ansatte, men investeringen vil give rum til flere ansættelser.
Via Vimeo