Det kom i denne uge frem, at Google har taget sit strengeste våben i brug og smidt engelske Interflora ud af søgeresultaterne.
Selvom det ikke er blevet bekræftet af Google, så tyder meget på, at søgefirmaet også har straffet en stor gruppe hjemmesider og blogs, der bevidst eller ubevidst har hjulpet Interflora med at booste deres kunstigt højere placeringer i søgeresultaterne. Over 50 bloggere eller hjemmesider, der angiveligt har solgt link til Interflora, har fået nedskrevet deres egen Pagerank med til fem points (skalaen går fra 1-10)
Det vil sige, at de sandsynligvis også har mistet placeringer i Google.
Det kunne teoretisk også ramme danske hjemmesideejere, medier eller bloggere, der er vovede eller uheldige. For eksempel hvis man ukritisk lægger annoncer på med kode ind for eksterne leverandører.
"Man kan også i princippet komme i klemme uden at være i ond tro. Hvis man har købt mange annoncer hos nogen, der senere viser sig at annoncere i strid med Googles retningslinjer. Men der skal nok være tale om nogle uheldige sammenfald, hvor der både kommer en anmeldelse fra nogen, og man måske har nogle rester af tvivlsom linkbuilding fra tidligere liggende. F.eks. mange links fra linkkataloger," siger Frank Hellerup Madsen.
"Så man kan brænde nallerne uden, at det er en bevidst handling, men de fleste, der bliver ramt, har haft en anelse om, at de kunne blive straffet af Google - eller de burde have haft det".
Normalt får man en advarsel i Google Webmaster Tools, hvis Google påtænker at straffe for overtrædelser af betingelserne. Bliver man alligevel fjernet, kan man love bod og bedring og sende en reconsideration request.
Google har afvist af kommentere den aktuelle sag. Men det kan ikke være helt uden sammenhæng, at Googles SEO-guru Matt Cutts i denne uge har lagt en venlig påmindelse ud om at overholde nogle af de regler, som Interflora har fiflet med. Læs mere om sagen hos Searchengineland.
LÆS OGSÅ:
LÆS OGSÅ: Derfor smed Google Interflora ud af søgeresultaterne
Link til Googles blog.