Læs også:
IFPI: Alle net-udbydere får brev om Pirate Bay
IFPI: Danske pirater henter musik for 300 millioner
Topadvokat og piratjæger har vendt IFPI ryggen
Musik-branchen holdt i en meget lang periode fast i den gode gamle cd med næb og klør, og virkede mere indstillet på at føre retssager mod P2P-tjenester end at komme i gang med digitalt musiksalg.
Men den digitale salgskanal har nu vist sig at være stedet, hvor pengene skal tjenes i fremtiden.
Danskernes digitale musikforbrug er nemlig eksploderet i 2012.
Og for første gang nogensinde overhalede omsætningen for salget af digital musik det fysiske salg.
Det viser de friske nøgletal, som musikselskabernes brancheorganisation IFPI offentliggører i dag.
Har fundet forretningsmodellen
Trods tidligere tiders modvilje mod digital musik, og en heraf følgende dykkende omsætning, er musikbranchen igen ved at finde en god balance og forretningsmodel.
Det er et par af hovedkonklusionerne i rapporten fra IFPI.
Her kan man blandt andet læse, at 54 procent af musikselskabernes samlede omsætning nu stammer fra de digitale tjenester.
Det skyldes ikke mindst indtægter fra streaming-tjenester som Spotify, WiMP og Play, der alene i 2012 voksede med 94 procent.
Streaming står i dag for mere end 25 procent af det samlede musikmarked.
"Vi har de seneste år gjort alt, hvad vi kunne for at lægge skinner ud til det digitale tog. Derfor er det fantastisk, at forbrugerne er begyndt at tage de nye tjenester til sig. I sidste ende ligger vores eksistensberettigelse jo i at udgive god musik og samtidig sørge for, at forbrugerne har nogle tidssvarende muligheder for at få adgang til musikken," Henrik Daldorph, IFPI's bestyrelsesformand om rapporten.
Hifi-dinosaurer
Dem, der foretrækker en cd hjemme i privaten, er en uddøende race.
Salget er nemlig faldet med 27 procent alene i 2012.
Ser man på branchen som helhed, er dette fald dog næsten blevet indhentet via de digitale tjenester. Samlet set er branchens omsætning faldet med tre procent i 2012 og endte på 408 millioner kroner.
Og man ser lyst på den digitale fremtid og øjner ligefrem en vækst i 2013.
"Priserne på musik er langt lavere med streaming, end dengang man kun kunne få sine yndlingssange ved at købe en cd til 140 kroner. Til gengæld vælger rigtig mange danskere at bruge de nye tjenester. Og det vil uden tvivl skabe en samlet vækst i branchen, siger Henrik Daldorph.
Bygger digitale broer
Der er dog stadig en gruppe af musikelskere, der vender blikket i en helt anden og noget mere traditionel retning.
"Musikbranchen er i fuldt sving med at bygge nye digitale broer til musikglade danskere. Det er selvfølgelig ikke uden komplikationer, men formålet er simpelt. Det handler om at skabe et bæredygtigt musikliv ved at favne de muligheder den teknologiske udvikling giver os."
"Det har skabt vejen for en super effektiv distribution af ny dansk musik i ind- og udland. Og glædeligt er det jo, at vi samtidig oplever en genopstandelse af LP'en og en tydelig interesse for god hifi.lyd," siger Laura Littauer, direktør i Sundance Music.
Den samlede årsrapport Musikselskaber 2012 - tal og perspektiver kan læses på IFPI's webside.
Læs også:
IFPI: Alle net-udbydere får brev om Pirate Bay