Intel skruer ned for sit ambitionsniveau for den næste generation af Itanium-chippen, der primært anvendes i HP's high-end Integrity servere.
Ifølge en diskret note på selskabets website vil den næste version af Itanium - med arbejdstitlen Kittson - bliver bygget med 32-nanometer fremstillingsproces ligesom den nuværende version af Itanium.
Dermed dropper Intel den mere avancerede fremstillingsproces, som selskabet ellers havde meddelt, at den næste generation af Itanium skulle bygge på.
Dropper sokkel
Ligeledes skrotter Intel tidligere offentliggjorte planer om at bygge en Kittson-chip, der deler sokkel-type med selskabets Xeon server-chip.
Ideen var ellers, at en fælles sokkel-type kunne nedbringe omkostningerne for både Intel og HP, der er hovedproducent af Itanium-systemerne.
Kittson vil nu blive bygget med samme sokkel som den eksisterende Itanium 9300 og Itanium 9500.
De ændrede og meget mindre ambitiøse planer for den kommende version af Itanium-chippen tegner et dystert billede, mener flere branche-analytikere.
Måske en exit-strategi
"Det kan meget vel være, at dette er tegn på en exit-strategi og at Itanium-chippens tid er ved at løbe ud," siger analytiker i Insight64, Nathan Brookwood, til Computerworlds nyhedsbureau, IDGNS.
Heller ikke Gartner-analytiker Martin Reynolds forventer, at der kommer flere større opdateringer til Itanium-chippens mikroarkitektur.
I stedet vil fremtiden alene handle om at bygge mindre chip, tror han.
Intel vil endnu ikke løfte sløret for detaljer om Kittson-chippen, som først ventes på gaden om to til tre år.
"Den vil selvfølgelig blive bedre, men vi har endnu ikke klarlagt hvor meget bedre," siger en Intel talsmand til IDGNS.
Kan skrue i årevis
Analytiker Nathan Brookwood siger, at Intel og HP kan skrue på Kittson-chippen arkitektur i årevis og derved give kunderne en konstant strøm af mindre forbedringer.
Den første Itanium-chip blev lanceret i 2001 som en udfordrer til RISC-chippene, der primært blev anvendt i Unix-serverne, men salget har aldrig været på omgangshøjde med de oprindelige forventninger.