Artikel top billede

Sådan administrerer du din pc fra smartphone eller tablet

Det eneste, du har brug for er en mobil enhed, et dataabonnement og nogle pc'er, der har brug for lidt opmærksomhed.

Computerworld News Service: Vi skriver 2013, og mobility spiller en fremtrædende rolle på it-området.

Du er gået glip af noget, hvis du stadig spilder tiden med at bevæge dig rundt til hver af dine pc'er for at foretage rutinevedligeholdelse, opdatere software og lukke ned hver aften.

Virksomheder af alle størrelser bruger værktøjer til at overvåge og administrere flere pc'er samtidigt.

I det følgende gennemgår vi, hvordan også private pc-entusiaster og folk, der bare går op i at være effektive, kan få gavn af sådanne værktøjer.

Hvis du har en smartphone i din lomme, et dataabonnement og nogle computere, du har brug for at administrere samlet, så kan du nemt opsætte et system til fjernadministration, der gør det muligt for dig at holde styr på dine pc'er fra hvor som helst, så du sparer tid og penge.

Sådan kommer du i gang

Der findes et kolossalt udvalg af software til fjernadministration af pc'er, men denne vejledning fokuserer på installation og anvendelse af det fremragende værktøj PC Monitor fra MMSoft Design.

Værktøjet kan bruges til at administrere pc'er fra enhver smartphone eller tablet med internetforbindelse.

PC Monitor er tilgængelig som mobilapplikation til både Apples mobilstyresystem, iOS, Googles Android og Microsofts Windows Phone.

Der skal også installeres et program på den pc, der skal administreres. Dette program er tilgængeligt til både Windows, Mac OS X og Linux.

PC Monitor fås i en gratis hosted udgave til privat brug, der kan bruges til at administrere op til fem pc'er fra op til tre mobile enheder.

Er behovet større, kan man købe et årsabonnement, hvilket gør det muligt at bruge værktøjet til flere pc'er fra den samme brugerkonto og udvider funktionaliteten.

Der findes også udgaver til store virksomheder, som installeres lokalt på det interne netværk.

Gratisudgaven fungerer perfekt til alt det grundlæggede og er enormt nyttig.

Da det er en hosted løsning, er der dog brug for, at pc'en og den mobile enhed har internetforbindelse, så både program og app kan kommunikere med MMSoft Designs servere.

Det indebærer kun ganske få trin at installere og konfigurere PC Monitor.

Det kan gøres på få minutter, hvis man ikke går i dybden med specialtilpassede indstillinger.

I det følgende gennemfår vi processen med udgangspunkt i en tablet med Android og pc'er med Windows 7, men trinnene er stort set de samme på alle platforme.

Sådan installerer du PC Monitor


For at installere PC Monitor på din pc, går du ind på PC Monitors websted, klikker på menupunktet Downloads, hvorfra du blot downloader den udgave af værktøjet, der passer til dit styresystem.

Du begynder installationen ved at dobbeltklikke på filen.

Standardindstillingerne bør være tilstrækkelige for de fleste. Programmet fylder ikke meget, når det er installeret (nogle få megabyte) og bruger heller ikke mange systemressourcer.

Du skal installere det program, der passer til styresystemet på alle de pc'er, du ønsker at administrere.

Kør programmet efter installationen.

Første gang du starter PC Monitor Manager, skal du oprette en brugerkonto.

Det er nødvendigt for at forbinde dine pc'er til dine mobile enheder (eller til at administrere dine pc'er fra PC Monitors webgrænseflade, der er tilgængeligt fra knappen My Computers på firmaets websted).

Når du har angivet dine kontaktoplysninger, sender MMSoft Design dig en bekræftelseskode til din e-mailadresse.

Tast denne bekræftelseskode ind for at oprette din konto, klik OK for at lukke vinduet og klik herefter OK i PC Monitor Manager-vinduet for at logge ind og starte PC Monitor-tjenesten.

På den første skærm kan du angive computernavn og gruppenavn for den pc, du vil administrere.

Som standard anvendes det fulde computernavn fra Windows sammen med gruppenavnet Default.

Tilpas rapporteringen

PC Monitor kan rapportere på alt, Windows' indbyggede overvågningsværktøj ved navn Ydelsesmåler (perfmon.exe) kan holde styr på, og herudover virtuelle maskiner, Internet Information Services (IIS), SQL Server og meget andet.

Der er så mange valgmuligheder, at der her ikke engang er plads til at nævne dem alle.

Men på trods af det væld af oplysninger PC Monitor kan levere om dit system, så er opsætningen rimelig ligetil.

Standardkonfigurationen giver dig adgang til data om dit systems sundhed, kørende processer, hukommelsesforbrug og harddiskens status.

Herudover kan du styre pc'ens strømtilstand og tjekke om der re opdateringer til styresystemet og desuden åbne og bruge en kommandoprompt på pc'en.

Hvis du gerne vil opsætte tilpassede overvågningsopgaver - for eksempel af CPU-forbruget eller af en specifik tjeneste - så kan det let lade sig gøre.

Klik på fanebladet System øverst i PC Monitor Manager. Det viser en række underfaneblade.

Underfanebladet General indeholder en mængde tilladte systemkommandoer.

Under Services finder du alle tjenester, der er installeret på systemet.

Du kan overvåge enhver tjeneste på listen ved blot at sætte et flueben ud for den valgte tjeneste.

Under Network er det muligt at overvåge netværksgrænseflader, porte og netværksydeevne.

Under Scheduled Tasks kan du overvåge planlagte opgaver.

Under Performance Counters gør det muligt at oprette tilpassede overvågninger baseret på kriterier, du selv specificerer.

Du klikker blot på knappen Add i højre side, hvilket bringer et vindue frem, hvor du kan angive kategori, instance og specifikke counters.

Sådan opsætter du notifikationer


PC Monitors indbyggede fleksible notifikations-system kan sættes op til at give besked, når visse situationer opstår.

Du kan få værktøjet til at give dig besked øjeblikkeligt, når der sker noget vigtigt, der kræver din opmærksomhed.

For at få mest muligt ud af PC Monitor bør du nøje gennemgå de forskellige indstillinger på alle underfanebladene under fanebladet Notifications.

PC Monitor kan for eksempel give besked, når computeren starter op eller lukker ned, når specifikke brugere logger på eller når nogen indsætter et flytbart drev såsom en USB-nøgle.

Værktøjet kan også give besked ved mange andre hændelser eller når en hardware-komponent (såsom processoren) begynder at blive for varm.

I mange tilfælde skal man ikke gøre andet end at sætte et flueben i en af indstillingerne under fanebladet Notifications for at få værktøjet til at give besked ved en given hændelse.

Mere avancerede notifikationer kan opsættes ved manuelt at indtaste betingelser for, hvornår der skal gives besked om noget.

Processen med at opsætte en notifikation minder meget om oprettelsen af en tilpasset counter.

Først sætter du flueben i boksen ud for "Send a notification when one of these conditions are met" på underfanebladet Performance Counters under fanebladet Notifications.

Herefter klikker du på knappen Add og specificerer de relevante betingelser i det vindue, der fremkommer.

Hent mobilapplikationen

Når du har installeret og opsat PC Monitor på de computere, du vil overvåge, er det tid til at installere mobil-app'en på din smartphone eller tablet.

Den er tilgængelig på Apples App Store, Google Play og Windows Phone Marketplace.

I den app-butik, der er relevant for dig, søger du blot efter PC Monitor og downloader og installerer app'en.

MMSoft Design gør det muligt at installere PC Monitor på op til tre mobile enheder per brugerkonto og overvåge op til fem pc'er.

Åben app'en, når du har installeret den.

Den viser i første omgang en meget enkel skærm med kun to knapper: Configure Account og More Info.

Tryk på knappen Configure Account og indtast det brugernavn og den adgangskode, du oprettede i forbindelse med opsætningen af programmet til pc'erne.

Vælg en pc

Hvis både din mobile enhed og dine pc'er har aktive internetforbindelser, får du vist en liste over dine pc'er, når du er logget ind i PC Monitor på din smartphone eller tablet.

Vælger du en af pc'erne på listen, får du vist et overblik over systemoplysninger og andre detaljer.

Ikonerne øverst i app'en viser andre grupper associeret med din brugerkonto samt notifikationer og rapporter.

Sådan overvåger du din pc fra sofaen


Hvis du har oprettet notifikationer og PC Monitors desktopprogram og mobil-app kommunikerer, som de skal, kan du nu gå i gang med at udforske mobil-app'ens muligheder for at overvåge og administrere dine pc'er.

PC Monitor vil selvfølgelig sende notifikationer, hvis der sker noget ekstraordinært, men mobil-app'en leverer også et væld af data i realtid.

Når du trykker på en given pc's navn i app'ens venstre panel, bliver der højre panel vist systemoplysninger og knapper til forskellige handlinger såsom at åbne en kommandoprompt på pc'en, tjekke efter opdateringer af pc'ens styresystem eller at genstarte pc'en.

Du kan også sende beskeder til den givne pc fra mobil-app'en, hvis du vil kommunikere med en eventuel bruger, der sidder ved skærmen.

Når programmet først er installeret på en pc, kører PC Monitor i baggrunden og bruger kun meget få systemressourcer.

Der vises ikke noget ikon på proceslinjen og heller ingen beskeder, som brugeren skal tage stilling til.

Hvis ikke programmet PC Monitor Manager er åbent, er værktøjet så usynligt, som en tjeneste kan være på Windows.

I løbet af vores test havde PC Monitor aldrig noget mærkbart CPU-forbrug og brugte aldrig mere end 44 megabyte RAM, så programmet bør ikke give nogen problemer, hvad angår systemets ydeevne.

Da PC Monitor er gratis til privat brug, er der ikke meget, der taler imod, at man giver værktøjet et forsøg.

Hvis du har en kompatibel mobil enhed og én eller flere pc'er, du gerne vil overvåge og administrere via fjernadgang, så kan du downloade, installere og opsætte PC Monitor på få minutter.

Oversat af Thomas Bøndergaard




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere