På årsdagen for sin anholdelse har Kim Dotcom lanceret sin nye cloud-lagringstjeneste Mega med et stort show i New Zealand. Præcis klokken 6.48 lokal tid søndag morgen trykkede han på startknappen til den nye tjeneste - det var det tidspunkt, hvor politiet stormede hans landejendom for et år siden.
Søndag aften havde den 38-årige Dotcom, der er født i Kiel, inviteret til en stor launch-fest i sin "Dotcom Mansion". Helikoptere fløj hen over ejendommen midt under festen og stuntmen firede sig ned fra taget og råbte "I er anholdt", men en flok kvindelige dansere i militær-uniformer omringede Dotcom og førte ham væk fra scenen.
Det spektakulære show med 250 inviterede gæster - herunder mange journalister - skulle skaffe opmærksomhed til den nye Mega-tjeneste, som er afløseren for det lukkede Megaupload. Tjenesten er nu tilgængelig for alle på Mega.co.nz, og der skulle allerede være 500.000 medlemmer efter det første halve døgns tid. Forgængeren Megaupload havde omkring 50 millioner brugere.
Mega er en klassisk cloud-baseret lagringstjeneste, der kan sammenlignes med Dropbox, MediaFire eller Rapidshare. Her kan man uploade filer og dele dem med andre. Det hele håndteres i browseren og tjenesten er optimeret til Google Chrome. Mega er endnu ikke klar med en mobil app og den bærer også stadig "beta" skiltet.
Der er 50 GB fri plads til alle brugere. Hvis det ikke er nok, kan man købe en pakke med 500 GB plads og 1 TB trafik for 10 euro om måneden, eller 2 TB plads og 4 TB trafik for 20 euro. Der er også en større pakke med 4 TB lagerplads til 30 euro om måneden, og man kan spare 17 procent ved at betale årligt i stedet for én gang om måneden.
Filerne bliver i begyndelsen gemt hos hosting-firmaet Cogent i Tyskland, men det er planen at de skal distribueres til hundredvis af små udbydere, så det bliver umuligt at lukke tjenesten ned. Hver fil skal ligge hos mindst to forskellige hosting-firmaer. De første tests tyder på, at tjenesten er hurtig og stabil, men der er ikke så mange funktioner endnu.
For at få tjenesten lanceret på årsdagen for sin anholdelse har Dotcom åbenbart valgt at gå på kompromis og starte med en lidt ufærdig version. Der mangler blandt andet en funktion, der kan synkronisere filer mellem forskellige platforme.
Der er også planer om en messaging-funktion, så man kan skrive med andre brugere, men den er heller ikke færdig. Det samme gælder for en tekstbehandling i stil med Google Docs.
Men det er sikkerheden, som for alvor skal adskille Mega fra de mange cloud-konkurrenter. Hver uploadet fil bliver automatisk krypteret (2048-bit RSA). Det er kun brugeren selv, der har nøglen til filen. Brugeren kan så vælge at dele nøglen med andre brugere og det kræver kun et højreklik, hvor man kan generere et download-link der så kan sendes til andre.
Det betyder også, at Mega fraskriver sig ethvert ansvar for brugernes indhold. I licensvilkårene fremgår det, at Mega ikke er ansvarlig for de filer, som brugerne uploader til tjenesten. Hverken Mega eller de enkelte hosting-udbydere kan se, hvad der ligger i de krypterede filer. Men Mega registrerer brugerens ip-adresse og forbeholder sig retten til at udlevere disse data til myndighederne, hvis det bliver krævet.
Dotcom og flere af hans partnere er fortsat anklaget i Megaupload-sagen, og de kan risikere lange fængselsstraffe, hvis de bliver udleveret fra New Zealand til USA. Den nye tjeneste er ejet af Dotcoms egen familiefond Trust me Trust og tre af de anklagede fra den igangværende retssag.
Samtidig understreger Dotcom at mere end 20 advokater har tjekket juraen og garanteret, at den nye tjeneste overholder den gældende lovgivning. Alligevel regner han med, at underholdnings-industrien vil forsøge at få lukket tjenesten. Det kan skabe uro hos brugerne. Efter lukningen af Megaupload mistede brugerne de data, som de havde uploadet til tjenesten.