Artikel top billede

(Foto: /)

Martin Thorborg: Sådan erobrer du verden med din virksomhed

Hvis du tænker anderledes og lokalt, kan du
få succes globalt, mener iværksætter-ikonet Martin Thorborg.

Du sælger ikke noget i Tyskland, hvis produkterne er på dansk eller engelsk. Det samme gør sig gældende i Spanien og Frankrig.

Selv i et land som Holland, hvor alle taler engelsk, køber de langt hellere noget, der er hollandsk end noget, der er på engelsk.

Ifølge iværksætteren Martin Thorborg, som blandt andet står bag det nu globalt orienterede Spamfighter, er netop sprog et af de vigtigste fokusområder, når man sigter mod udlandet med sin virksomhed.

Det handler om at gøre sine produkter så lokale som muligt.

Localization, kalder han det.

"Hvis du har et produkt, og du har ambitioner om udlandet, men kun har oversat det til to sprog, så synes jeg, undskyld jeg siger det, at du er en idiot," lyder det kontant fra den danske iværksætter, som står bag flere succesfulde, danske virksomheder.

Tyskere vil have tyske produkter

Så selv om verden er blevet mere åben, er der noget, du har misforstået, hvis du tror, at du erobrer verdensmarkedet med din virksomhed, uden at dine planer indeholder sprogversionering af dine produkter.

Det nytter derfor ikke at prøve at indtage eksempelvis det tyske marked med et engelsksproget produkt.

"Det kan godt være, at dit produkt hverken er størst eller først, men hvis du til gengæld er den første til at oversætte det til rigtigt mange forskellige sprog, så sælger du noget," siger Martin Thorborg.

Disse overvejelser skal du også have med

Et andet væsentligt punkt, når du sigter mod udlandet, er at gøre dig overvejelser om, hvordan du vil sælge produktet. Det er ikke nok at fortælle kunderne, at du tager imod betaling via PayPal, American Express og Visa.

"Hvis du tror, at tyskere vil betale med MasterCard, kan du godt tro om igen. De har deres egne lokale betalingsmidler, og det er det samme i Norge, hvor de betaler med Postgiro. Hvis du ikke har styr på betalingsmulighederne i de enkelte lande, kan du gå glip af langt over halvdelen af din omsætning," siger Martin Thorborg.

Udnyt Google

Google-søgninger kan være en billig vej til reklame i et nyt marked. Det handler om at blive set, understreger Martin Thorborg.

"Det er ikke nok at oversætte selve softwaren, det gælder også din webside. Når du oversætter til de forskellige sprog, bliver du lettere fanget i lokale Google-søgninger," siger han.

Og netop søgemaskineoptimering er et af de vigtigste punkter i din videre plan. Kunderne skal kunne finde dig og dit produkt.

"Det er uhyggelig vigtigt, at du får noget hjælp, så du ikke ender med dobbelt indhold, eller at Google tror, at dit website er et roderi af alle mulige forskellige sprog," forklarer Martin Thorborg.

"Gør du det rigtigt, kan du komme op og ligge rigtig godt i en tysk eller hollandsk version af Google, og så begynder der at ske noget," siger han.

Sådan kommer du i gang

Alle spejder mod USA og Silicon Valley, men Martin Thorborg opfordrer til at gøre op med den traditionelle tankegang og se på nye, spændende markeder.

"Når alle går i én retning, prøver jeg altid at vende det om: Hvad sker der, hvis jeg går i den anden retning?" siger han og fremhæver Mexico som et spændende og meget overset marked.

"Der bor næsten 100 millioner mennesker i Mexico, hvoraf over 20 millioner har en levestandard, der er den samme eller højere end den, vi har i Danmark. Der er cirka fire gange så mange rige mennesker i Mexico, som der er indbyggere i Danmark, og det er væsentligt lettere og billigere at markedsføre sig dér end i eksempelvis Spanien," forklarer Martin Thorborg.

Spansk-kundskaber en fordel

Og ifølge Martin Thorborg er det slet ikke så kompliceret at komme ind på et marked som Mexico. Selvfølgelig er det en fordel, hvis man kan spansk.

"Det er klart, at det kan være svært at ansætte mexicansk/spansktalende personale, hvis du er en lille iværksætter. Men har du en ongoing virksomhed, kan du måske hyre en freelancer, som kan dansk, engelsk og spansk, og som kan samarbejde med freelancere i Mexico, der kan lave PR for din virksomhed," siger Martin Thorborg, der selv har gode erfaringer fra LinkedIn, hvor han har fundet uafhængige PR-folk i hele verden.

Generelt har sociale medier den fordel, at du relativt hurtigt og omkostningsfrit kan finde danske erhvervsfolk med erfaringer fra eksempelvis Mexico.

"De kan hjælpe dig videre ved at fortælle dig om kulturelle barrierer og andre faldgruber, som du skal være opmærksom på. Måske kan de endda sætte dig i kontakt med mexicanske PR-folk," lyder anbefalingen fra Martin Thorborg.

Han mener dog, at det er en udfordring, du nok skal få løst. Der er noget, der er langt vigtigere at have styr på, før du overhovedet begynder at tænke netværk:

"Har din virksomhed overhovedet et produkt, der er interessant for det land, du vil ind i," spørger Martin Thorborg.

Læs også:

Martin Thorborg kommer iværksættere til undsætning




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere