Nu kan du downloade den nye udgave af Apples medieafspiller iTunes, der netop er blevet frigivet.
Den nye udgave af iTunes er den 11. i rækken, og opdateringen er måske den mest tiltrængte opdatering af softwaren nogensinde.
Det skyldes, at Apple, der tidligere har siddet tungt på det digitale musikmarked, nu har fået voldsom konkurrence fra streamingtjenester som Wimp, Rdio og ikke mindst Spotify.
Tidligere har Apple-kilder sagt til nyhedsbureauet Bloomberg, at iTunes 11 vil udgøre den mest dramatiske opdatering af det populære musikprogram, siden den første version blev frigivet i 2003
Moderate ændringer
Men på trods af konkurrencen fra streamingtjenesterne byder iTunes 11 ikke på nogen streamingløsning, og ændringerne virker da også relativt moderate, når du åbner iTunes 11 første gang.
Men brugerfladen er blevet mærkbart mere ren og strømlinet, ligesom musikbutikken iTunes Store også har fået et nyt layout.
Der er dog også kommet en række nye funktioner. Eksempelvis er det blevet muligt at stille sange i kø, hvor du tidligere enten har måttet skifte sange manuelt eller oprette en spilleliste.
Der er også blevet ændret i fremgangsmåden, når du skal oprette en spilleliste.
Når du i iTunes 11 tager en sang fra dit musik-arkiv og gør klar til at flytte den, vil der i højre side automatisk dukke et panel op med en oversigt over dine spillelister.
Fingeraftryk fra iPod-designeren.
Itunes 11 er det første større stykke software, som Apple har sendt på markedet, efter at virksomhedens industrielle designer Jonathan Ive også har fået et overordnet ansvaret for Apples software-design.
Det var oprindeligt meningen, at iTunes skulle have været lanceret allerede i oktober. Men lanceringen blev udskudt til slutningen af november.
Udskydelsen skete, umiddelbart efter at Jonathan Ive overtog ansvaret for Apples software-design i forbindelse med Apple-chefen Scott Forstalls afgang.
Og i forbindelse med frigivelsen af regnskabet for fjerde kvartal, lovede Apples finansdirektør Peter Oppenheimer, at den nye iTunes vil få en ny dramatisk mere simpel og ren brugerflade.
Læs også:
Nu går Spotify til angreb på iTunes
Manden bag den store kort-fadæse forlader Apple