Artikel top billede

It-milliardær vil sende 80.000 mennesker til Mars

Paypal-stifteren Elon Musk vil bygge sin egen koloni på Mars.

PayPal-milliardæren Elon Musk har tidligere forudsagt, at mennesker kan lande på Mars allerede i løbet af 12-15 år. Nu har han fremlagt en detaljeret plan for, hvordan han vil bygge sin egen koloni på Mars med 80.000 indbyggere.

Elon Musk er stifter af det privatejede rumfirma SpaceX, der allerede transporterer gods til den internationale rumstation ISS, og hans firma har allerede udviklet en rumkapsel, der kan bruges som basis for et kommende Mars-rumskib.

Han var inviteret til at tale for Royal Aeronautical Society i London forleden og her fortalte han, at billetprisen til Mars bliver på 500.000 dollar. Det lyder meget, men USA betaler hundrede gange mere for at få transporteret en astronaut til ISS. Den ligger kun 400 kilometer fra Jorden, mens der er 200 millioner kilometer til Mars. Så kilometer-prisen er faktisk rimelig begrænset.

Denne pris er dog ikke baseret på en faktisk beregning af, hvor meget det koster at transportere et menneske til Mars. Det er et beløb, som en gennemsnitlig middelklasse-familie i industrilande har råd til at betale, ifølge Musk. Han sammenligner det med at købe et hus i Californien.

Han mener, at én ud af 100.000 jordboere er parat til at flytte til Mars. Hvis Jordens befolkning er vokset til otte milliarder, er det så 80.000 Mars-pionerer.

I første omgang skal man sende nogle få teknikere afsted med masser af udstyr, og senere bliver der så mindre gods og mere plads til mennesker i raketterne.

Det kræver, at man kan udvikle en raket, der kan genbruges og lande lodret på jorden. Den nuværende prototype kan dog kun "hoppe" i nogle få meters højde. Men SpaceX har allerede bygget en normal raket og arbejder på en forbedret version, Falcon Heavy, der kan transportere op til 50 tons.

Elon Musks udtalelser skal ses i lyset af, at den vellykkede landing af NASA's Curiosity-rover har sat gang i en fornyet Mars-feber i USA. Elon Musk har selv et ønske om at dø på Mars. "Men ikke under landingen," som han udtrykker det.

Tjente sin formue på PayPal

Den sydafrikanske iværksætter har stiftet flere firmaer, men det var PayPal, der gjorde ham til milliardær. PayPal blev startet i 1999 og solgt til eBay tre år senere for 1,5 mia. dollar. Musk bliver ofte betegnet som et teknisk geni og sammenlignes gerne med Tony Stark i Iron Man-filmene.
 
Musk havde da også en lille gæsteoptræden i den seneste Iron Man-film, og hans firma SpaceX stillede sit laboratorium til rådighed, der blev brugt som kulisse. Rumfirmaet SpaceX kunne tidligere i år fejre en historisk sejr, hvor firmaets egenudviklede Dragon-rumkapsel gennemførte den første tur til den internationale rumstation ISS.

NASA har sendt de gamle rumfærger på pension og må derfor bruge private firmaer og russiske rumkapsler for at nå ISS.

Hans anden store fremtidssatsning er Tesla Motors, som producerer eldrevne sportsvogne. Firmaet fik sin debut på den amerikanske teknologibørs Nasdaq i 2010, og det blev en stor succes. På den første dag steg aktiekursen med 41 pct.
 
Børsnoteringen skaffede Tesla Motors yderligere 226 millioner dollar i kassen - det er ikke dårligt for et selskab, som stadig mangler at bevise at man kan tjene penge. Tesla har tabt langt mere end en milliard kroner i sin levetid, men har også modtaget store lån og tilskud fra staten, og der er indgået samarbejdsaftaler med flere store bilfirmaer som Toyota.
 
Tesla Motors er kendt for sin sportsvogn Roadster, som koster 100.000 dollar i USA og har en rækkevidde på næsten 400 kilometer.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere


Tech Transformation Trends 2025

Tech Transformation Trends er konferencen, hvor vi sætter fokus på de helt store Danske virksomheders digitale transformationer og måden de driver virksomhed på. Dagen byder på cases og vidensdeling, der vil give inspiration som kan være med til at løfte din strategi og navigere i fremtidens digitale landskab.

06. marts 2025 | Læs mere


Få fuldt udbytte af din Microsoft Dynamics 365 FO løsning

Få inspiration fra to spændende cases og viden om de tendenser, der giver dig helt nye muligheder for at optimere forretningen med Dynamics 365 FO.

13. marts 2025 | Læs mere