Cisco overdriver sin andel af det danske servermarked helt urimeligt, lyder det nu fra konkurrenten HP.
CRN kunne i går citere Ciscos kanalchef Lasse Garby for, at væksten i Ciscos serverforretning betyder, at man i det seneste kvartal passerede en dansk markedsandel på mere end 15 procent. Men det billede passer slet ikke med virkeligheden, lyder det nu fra Tina Borgbjerg, der er ansvarlig for HPs danske serverforretning.
Hun henviser til en foreløbig opgørelse fra IDC, som viser, at Cisco i tredje kvartal solgte 185 servere. Det svarer til en markedsandel på 2,9 procent.
"De foreløbige kvartalstal fra IDC er baseret på antal enheder. Og der fremgår det for eksempel, at HP har en markedsandel på 53 procent, mens Cisco er nummer fem med en andel på 2,9 procent. Så når man sammenligner med IDCs tal, er udmeldingen fra Cisco helt ude i skoven," siger Tina Borgbjerg.
Hun anerkender, at Cisco de seneste år har formået at finde en plads på servermarkedet, men kan slet ikke genkende Cisco budskab om, at man er på nippet til at være den tredjestørste serverleverandør i Danmark.
"Cisco er det seneste år vokset fra ingenting til der, hvor de ligger i dag. Det er jo i sig selv en fantastisk vækst, men der er stadig lang vej, før de kommer op i nærheden af eksempelvis IBM på 3. pladsen, som sælger omkring fem gange så mange servere," siger Tina Borgbjerg.
Æbler og pærer
Hos Cisco fastholder kanalchef Lasse Garby sine udtalelser. Ifølge ham er det afgørende ikke antallet af solgte servere, men derimod den omsætning, som serversalget generer. Dér ligger Cisco langt over det niveau, som IDC-tallene viser, fordi Cisco er fokuseret på de større bladeservere, mener han.
"For os er det markedet for blade-servere, der er interessant. Man kan ikke sammenligne æbler og pærer. Når jeg nævner en markedsandel på 15 procent er det bladeserver-markedet, jeg taler om, og dér har vi 15 procent af salget," siger Lasse Garby.
"Der sælges i tusindvis af mindre enheder, men det er ikke et marked, som har vores fokus. Det er et commodity-marked, hvor det er prisen, der er afgørende, hvor vi i stedet satser på løsninger, der er langt mere værdibaserede," lyder det fra Lasse Garby.
Læs mere: