Artiklen er opdateret klokken 13:19. Fejlen er nu rettet. Læs mere nederst i artiklen.
Det er i øjeblikket ikke muligt at købe togbilletter i DSB's automater.
Problemet omfatter alle DSB's automater i hele landet.
Årsagen skal findes i et bagvedliggende it-system, der kontrollerer det salgs-modul, der normalt skal sørge for, at passagerene kan købe billetter.
Fejlen er opstået i nat efter DSB har opdateret systemerne.
"I nat er der foretaget en opdatering af salgsapplikationen i et bagvedliggende it-system. Her er der tilsyneladende sket nogle fejl, som man ikke har været opmærksom på," siger DSB's pressevagt, Jannik Preisler.
Opdateringen er foregået i nat for netop at undgå eventuelle gener for kunderne udtaler DSB.
Det tager kun 10 minutter
Ifølge DSB fungerer automaterne teknisk set. Det tager bare lang tid at købe en billet.
"Det er teknisk muligt at købe en billet, men det kan tage op mod 10 minutter. Men det svarer altså til, at vi må sige, at automaterne faktisk ikke er funktionelle lige nu," siger Jannik Preisler
Passagerer, der skal med regional- og fjerntog henstilles til at købe billetter ved togets personale.
S-togs passagerer kan stadig købe sms-billetter eller klippekort i den nærmeste kiosk, lyder det fra DSB.
Opdateret
DSB oplyser nu, at fejlen er blevet rettet.
"Kunderne kunne igen benytte automaterne klokken 12:20," siger Jannik Preisler.
It-systemet, der strejkede, administreres af virksomheden NNIT.
"NNIT drifter og supporterer it-systemet, som vi overtog i forbindelse med en driftsaftale, der blev indgået i foråret." bekræfter Svend Ravn, der er senior kommunikations konsulent ved NNIT Communication.
Læs også:
Banedanmark har ansat ny it-chef.