De seneste tal fra Gartner taler et tydeligt sprog: Android er det nye Windows. Det lyder måske mærkeligt at sammenligne den mobile platform med verdens mest udbredte pc-styresystem. Men ZDNet er ikke i tvivl: Det Linux-baserede Android har sejret over Microsoft.
I årets tredje kvartal er antallet af solgte Android-enheder fordoblet i forhold til samme periode sidste år. Det ligger nu på 122,5 millioner, fortæller Gartner. Platformen har nu en markedsandel på 72,4 pct. på alle mobile enheder, ikke kun smartphones. Sidste år var det 52,5 pct.
Apple's iOS er faldet fra 15 til 13,8 pct., og der er solgt 23,5 millioner enheder i dette kvartal, mens RIM ligger på 5,3 pct. og Microsoft har sølle 2,4 pct.
Det ser altså ud til, at Android sidder meget tungt på markedet - ligesom Windows har gjort det på pc'en.
De 122,5 millioner solgte mobile enheder med Android skal sammenlignes med, at der er solgt 87,5 mio. computere med Windows i samme periode. Et fald på 8,3 pct. i forhold til året før.
Det forventes, at Android-salget vil være dobbelt så stort som salget af Windows-computere allerede i løbet af et kvartal eller to.
ZDNet henviser til, at mange brugere i udviklingslande aldrig kommer til at eje en pc. De bruger nettet på mobile enheder som tablet-pc'er og smartphones. Her er det altså Android, der er kongen.
Det er også en sejr for åbenhed, fordi der er mange populære alternative app stores til Android i lande som Kina og Rusland.
Microsoft har forsøgt at få større kontrol over sit økosystem i Windows 8 og begynder dermed at ligne Apple - mens Google går den modsatte vej med Android, der til gengæld bliver kritiseret for at være for vildt og fragmenteret. Tallene tyder dog på, at det er Android, der vinder.