Hele Android-økosystemet er "vildt og ukontrolleret," sagde Microsoft-chef Steve Ballmer onsdag aften i en samtale med LinkedIn-stifteren Reid Hoffmann på en konference i Santa Clara. Han hævdede, at Android er alt for sårbar over for malware. På den anden side står Apples iOS, som er meget stramt styret og derfor alt for dyrt.
Microsoft-chefen mener, at Windows Phone ligger midt imellem og forener "det bedste fra de to verdener".
Men sandheden er, at Windows Phone er en lille dværg på smartphone-markedet. I den seneste opgørelse kommer platformen kun op på to procent. Den næste udfordring er at nå 10 procent, sagde Ballmer, og derefter vil man gå efter 15 og så 20 procent.
Han antydede også, at Microsoft vil lancere flere nye mobile hardware-produkter. Der er rygter om, at Microsoft foruden sin nye tablet-pc Surface også vil sælge en smartphone. Men det vil Ballmer ikke bekræfte.
Microsoft-chefen sagde dog, at størsteparten af Windows-enhederne også om fem år vil blive fremstillet af hardware-partnere og ikke af Microsoft selv.
"Når det er sagt, så er det også tydeligt, at der er muligheder for innovation på området mellem hardware og software, og det er et område, som Microsoft skal udnytte," lød hans budskab.
Men Microsoft kan risikere at få problemer med sine hardware-partnere, hvis man vil forfølge den samme model som Apple, der sælger tæt integreret software og hardware. Acer har allerede skarpt kritiseret Microsofts beslutning om at sælge sin egen tablet-pc.