Computerworld News Service: Apple har tabt et sagsanlæg om varemærket iPhone i Mexico.
Det mexicanske it-firma iFone registrerede dets navn i 2003, hvilket var fire år før Apple lancerede sin første iPhone.
Med den begrundelse har en domstol i Mexico City afsagt en kendelse, der betyder, at Apple ikke uden videre har lov til at sælge sin smartphone under varemærket iPhone i Mexico.
Skal måske betale iFone
Det står endnu ikke klart, om Apple vil blive tvunget til at betale iFone for at sælge sine iPhones under dette varemærke, eller om iFone vil kræve et komplet forbud mod salg af Apples smartphone i landet.
Det amerikanske nyhedsmedie Fox News Latino rapporterer, at dette er tredje gang, Apple har tabt i retten til iFone.
Apple indgav en klage mod firmaet i 2009 angående dets navn, men denne sag gav bagslag efter iFone mod-sagsøgte Apple.
Apples iPhone har været i handlen i Mexico, siden den debuterede i 2007, og iPhone 5 skulle efter planen have været lanceret i landet i lørdags.
Oversat af Thomas Bøndergaard