Læs også:
Læs også:
Sådan vil udviklerne kunne udnytte danske grunddata
Billigere, hurtigere og mere effektivt.
Normalt ikke ord, der bliver knyttet til offentlige it-projekter, men i dag kan det blive en realitet med lanceringen af en ny præsentation af ejendomsdatarapporter fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter.
Projektet har navnet DIADEM - DIgital ADgang til oplysninger i forbindelse med EjendoMshandel - og hele omdrejningspunktet er en samling af over 40 oplysninger fra kommunale og statslige registre, der bliver præsenteret i én og samme ejendomsdatarapport.
Tidligere skulle de mange datasæt indhentes hos særskilte myndigheder.
Det betød, at eksempelvis ejendommens skatteforhold skulle hentes hos Skatteministeriet, mens oplysninger om grundvand skulle hentes hos kommuner, og energimærkning hos miljømyndigheder.
Men de tider er forbi med det 117 millioner kroner dyre projekt, der er kørt hjem til budget, selvom tidsfristen er skredet med et år.
"Vi har fået en masse input fra vores brugere, som fortrinsvis er ejendomsmæglere og boligadvokater, og de ændringsforslag ville vi gerne have med i vores endelige Ejendomsdatarapport, så lanceringstidspunktet er blevet udskudt lidt," forklarer kontorchef Søren Rude fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter.
Søren Rude har siddet som projektleder på Ejendomsdatarapport-projektet, og han fortæller, at det store tandhjul i projektet er en forespørgselsmotor, som indhenter data hos forskellige myndigheder og genbruger disse data i den endelige præsentation.
"Men den største udgift i projektet er selve dataindsamlingen, for der har eksempelvis været forskellige måder at oplyse om olietanke fra kommune til kommune og nogle data fandtes kun analogt. Vi har gennempløjet 17 kilometer kommunale reoler for at finde alle data," forklarer Søren Rude.
Han siger, at økonomien i projektet er, at brugere, som fortrinsvis er ejendomsmæglere, boligadvokater, finanssektorens boligrådgivere og så naturligvis også hr. og fru Jensen, fremover kommer til at betale 325 kroner for en fuld rapport.
Det beløb lå før på 400 kroner for langt færre oplysninger. Dertil skulle lægges al den tid, det tog at indhente og vente på oplysninger fra mange forskellige myndigheder.
I alt regner Søren Rude med, at ejendomsmæglere, boligadvokater og andre professionelle brugere vil spare 15 millioner kroner om året i vundet arbejdstid og lavere gebyrer, når de kan hente ejendomsdata ét sted frem for at rende rundt til mere end 20 forskellige myndigheder.
"Data er for så vidt gratis, men det er klart, at vi skal have dækket udviklings- og driftsomkostningerne ved selve systemet," forklarer Søren Rude.
Når projektet har kørt i fem års tid, så forventer han, at gebyret kan blive halveret og gøre det endnu billigere at hente ejendomsrapporter.
Samtidig sparer kommunerne i runde tal omkring 50 millioner kroner i sparet arbejdstid, når de slipper for at finde data frem og sende dem til professionelle brugere og borgere.
Søren Rude fortæller, at på basis af det nuværende forbrug af ejendomsdata, så forventer han, at der bliver bestilt over 100.000 ejendomsrapporter om året.
Bestillingen kan enten ske ved at gå ind på den offentlige hjemmeside Boligejer.dk eller ved at benytte hjemmesidens API'er til automatisk at hente rapporterne.
Ejendomsdatarapporten indeholder også personhenførebare oplysninger som eksempelvis en tilstandsrapport.
Disse data er det kun ejeren af ejendommen, der kan få fat i, med mindre man giver sin ejendomsmægler eller rådgiver en fuldmagt.
Fuldmagtløsningen er udviklet i samarbejde med de professionelle brugere.
Da det kun er en god håndfuld datasæt, der er personhenførbare, åbner den nye Ejendomsdatarapport også muligheder for, at virksomheder kan bygge apps ovenpå de offentlige grunddata.
"Det er helt sikkert en mulighed, og noget som boligprofessionelle og it-virksomheder kunne overveje," siger Søren Rude.
Han forklarer, at projektets hovedleverandører som Systematic, Advice Digital og Strand & Donslund har fået kompetencer, der ruster selskaberne til muligheder ude i Europa eller i den ganske vestlige verden.
"Vi har haft engelske repræsentanter på besøg, og den engelske delegation var ved at falde bagover, fordi vi har så mange data, og fordi vi formår at præsentere disse mange data i en samlet pakke," siger Søren Rude.
Læs også:
Conscia
Conscia & Palo Alto
Konica Minolta
Kalundborg Kommune
Nysgerrig og dygtig udvikler søgesDet Kongelige Danske Kunstakademis Skoler
IT-specialist til Intune, endpoint management og software deploymentAP Pension
AP Pension søger Data Engineer til Data PlatformNetcompany A/S
Erfaren Linux Operations EngineerMonjasa
IT Support Lead – klar til nye udfordringer?Statens IT
Service Request Manager til Statens ItComby Denmark A/S
Projekt specialistBEC
Product Owner for Finance SolutionsKonica Minolta
Conscia & Palo Alto
Conscia