I dag skulle Google have løftet sløret for en lang række nye produkter ved et pressemøde i New York.
Angiveligt vil menuen på pressemødet bestå af en Nexus 10-tablet samt en ny Nexus 4-telefon, der som noget nyt er produceret af LG og ikke Samsung.
Men Google er blevet tvunget til at aflyse præsentationen på grund af orkanen Sandy, der i øjeblikket hærger på den amerikanske østkyst.
LG løfter sløret
På trods af det kan LG og Google dog her til aften alligevel løfte sløret for den nye Nexus 4.
Det sker i en pressemeddelelse, hvor af det fremgår, at telefonen vil være tilgængelig i USA, Storbritannien, Canada, Tyskland, Frankrig, Spanien og Australien fra den 13. november.
Men LG tilføjer, at lanceringsdato og prissætningen i Norden endnu er ukendt. Ifølge det amerikanske techmedie The Verge vil den amerikanske pris dog lande på 299 dollar, hvilket svarer til knap 1800 danske kroner.
For den pris får du en telefon med en 4,7 tommer skærm og en opløsning på 1280 x 768 pixels, hvilket giver en pixeltæthed på 320 ppi. Det er omtrent samme pixeltæthed som på Apples iPhone 5, der har en tæthed på 326 ppi.
Lidt tungere end Galaxy
Den nye telefon vejer 139 gram, hvilket er omtrent det samme som Samsungs populære Galaxy S3-telefon, der har en nogenlunde tilsvarende størrelse og en vægt på 133 gram.
Nexus 4 er ligeledes en tand tykkere end de nærmeste konkurrenter. Den nye Google-telefon er 9,1 millimeter tyk, mens Samsung Galaxy måler 8,6 millimeter og iPhone 5 måler 7,6 millimeter i tykkelsen.
Bag indpakningen gemmer der sig en kraftfuld Qualcomm Snapdragon 1.5GHz processor med fire kerner.
Nexus 4 vil blive sat til salg ulåst i en udgave på 8 GB og 16 GB.
Ifølge pressemeddelelsen vil den nye telefon komme med Android 4.2 og ikke være udstyret med 4G LTE, men med 3G og HSPA+.
Læs også:
Orkanen Sandy vælter Google-lancering