Sådan opgraderer du nemt din harddisk

Har du en gammel harddisk, eller er din SSD ved at være fyldt godt op? Så er det tid at opgradere. Se her hvordan du nemt kloner den gamle harddisk over på en ny og bedre.

Sådan opgraderer du nemt din harddisk

Har du prøvet at købe ny harddisk og installeret Windows og alle dine programmer? 

Der kan hurtigt gå en halv weekend, før det hele er på plads som før, og du har foretaget alle de personlige småindstillinger i alt fra Word til spil.

Heldigvis er der en nem løsning, hvis du hurtigt og (næsten) smertefrit vil opgradere til en ny harddisk, fordi den gamle harddisk er sløv, eller din nye SSD er ved at være fyldt op.

Du skal blot klone din nuværende harddisk over på en ny.

Det er ikke sindssygt vanskeligt, selv om det kræver, at du holder skruetrækkeren lige i munden.

Vi har som illustration valgt at opgradere en cirka to år gammel Kingston SSD på 128 gigabyte til en ny og hurtigere udgave på 240 gigabyte ligeledes fra Kingston.

Den nye harddisk hedder SSDNow 200 V+ og har modelnummeret SVP200S37A/240G.

Tidligere har SSD'er været møgdyre, men de er efterhånden kommet ned i pris, og Kingstons harddisk på 240 gigabyte koster i skrivende stund omkring 1.300 kroner. 

Hurtigere end din mekaniske fætter

Harddisken var egentlig målrettet virksomheder, men flere entusiaster og især computerspillere har kastet sig over denne udgave af Kingstons SSD, da den byder på høj ydelse til en fornuftig pris.

Du kan dog stadig få langt bedre lagerplads med en traditionel, mekanisk harddisk, som endda er billigere.

Til gengæld kan den på ingen måde slå en SSD, når det gælder hastighed. SSD'en har nemlig flashbaseret hukommelse og er derfor virkelig hurtig, når programmer skal afvikles.

Det svarer groft sagt til at gå fra at køre på en knoldet landevej i Polen til at fræse af sted på en motorvej i Tyskland på helt ny asfalt.

Med vores Kingston SSD fulgte kabler, skruer og kloningssoftware fra Acronis.

Det kan dog også købes separat, hvis du skal klone en harddisk fra en anden producent, og softwaren ikke følger med der. Der findes også gratis programmer som Clonezilla, der kan klare opgaven.

Vi har tidligere skrevet en guide til netop Clonezilla
, der dog ikke er helt så brugervenligt som Acronis True Image HD.

Pas på med uldsweateren

Før du går i gang, skal du forbinde SSD'en til din computer.

Der følger kabler med harddisken fra Kingston, som er lige til at forbinde med den stationære computer, vi havde valgt at opgradere.

Det skal naturligvis kun gøres, når pc'en er slukket og lad være med at tage din uldsweater på under operationen.

Statisk elektricitet får ikke kun dit hår til at stritte, det kan også ødelægge din hardware, hvis du er uheldig. 

Efter vi havde forbundet den nye Kingston SSD på 240 gigabyte korrekt til bundkortet med SATA- og strømkabel, var det tid at tænde computeren og sætte den medfølgende dvd i maskinen.

Hvis du skal foretage en opgradering af en bærbar uden dvd-drev, kan manøvren klares ved at have overført kloningsværktøjet fra dvd'en til en USB-nøgle.

Med dvd'en indenbords burde kloningssoftwaren fra Acronis True Image HD dukke op i stedet for det traditionelle introbillede til Windows.

Så nemt er det at klone

Hvis blot Microsofts styresystem starter som sædvanligt, skal du genstarte og klikke dig ind i BIOS-opsætningen.

Det kan lyde lidt nørdet, men det er faktisk ret enkelt.

Typisk skal du blot trykke Escape eller Delete på tastaturet, når computeren starter.

I BIOS skal du vælge, at computeren skal boote via dvd-drev (alternativt USB-nøgle, hvis du ikke har dvd-drev).

Når Acronis True Image HD er startet, skal du vælge sprog, og her er Engelsk for mange det bedste valg.

Derefter følger en række muligheder for blandt andet backup, men det er naturligvis punktet Clone disk, som skal vælges.

Nu vælges en kildedisk, og det skal selvfølgelig være den, som du indtil nu har haft i maskinen. Hvis du skulle blive i tvivl, så står diskstørrelsen ud for capacity.

Det er i øvrigt vigtigt, at indholdet på den harddisk, som du skal klone fra, er mindre end på den, som du skal klone til.

I dette tilfælde er det ikke noget problem, da vi går fra 128 til 240 gigabyte.

Men hvis du eksempelvis har en stor, mekanisk harddisk og gerne vil flytte indholdet over på en lille, rap SSD, så kræver det, at du rydder op.

Billeder, videoer og andre ting som fylder, kan passende flyttes til en ekstern harddisk.

Sørg for at det primært er styresystem og dine vigtige programmer, som er at finde på harddisken.

Til sidst skal den nye harddisk vælges. Altså den harddisk, som du vil klone indhold over på.

Ups - det var ikke planlagt

Og så er det bare at læne sig tilbage og lade kloningsværktøjet gøre det hårde arbejde. 

Herefter skal computeren genstartes igen, og du skal ind i BIOS-opsætningen (Tryk typisk Escape og Delete, når computeren startes). 

Du skal angive, at computeren skal boote fra den nye Kingston-harddisk og ikke den gamle. 

Du kan endda vælge at koble den gamle harddisk helt fra på dette tidspunkt. 

Med vores kloning så alt ud til at være gået perfekt, indtil vi skulle starte den nye 240 gigabyte harddisk for første gang.

I stedet for mødet med Windows 7 endte vi med fejlmeddelelsen "BOOTMGR mangler".

Det viste sig, at en vigtig fil åbenbart ikke var blevet klonet korrekt. Ak ak. 

Heldigvis var det ikke svært at fikse. Vi fodrede maskinen med den originale dvd-skive Windows 7, og herefter var det muligt for styresystemet at reparere sig selv.

Forbedret ydelsesevne

Med den nye harddisk er kapaciteten nu udvidet, og i vores tilfælde har vi i stedet for 16,6 gigabyte fået 121 gigabyte ledig harddiskplads.

Ved at gå fra SSD til SSD er forbedringen i hastighed ikke ekstremt høj. Der ville være større udsving, hvis skiftet var fra en mekanisk til en SSD.

I Microsofts eget benchmark, Windows Experience Index, er harddisken gået fra 6,8 til 7,5 point, og det er med til at trække den samlede score for computeren op.

Og bedst af alt: Den samlede operation tog cirka en time med montering og lidt reparation med Windows-dvd'en.

Dermed kunne weekenden bruges på andet end at fedte med geninstallation af samtlige programmer og foretage en bunke individuelle indstillinger.

Genbrug din gamle harddisk

Du kan naturligvis vælge at lade den ældre harddisk blive siddende  i computeren, men det er også muligt at genbruge den. Med Kingstons opgraderings-kit følger også en adapter, der kan forvandle den overskydende harddisk til en ekstern disk. Den kan nu kobles til computeren via USB-port.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere