Artikel top billede

Derfor gik det galt for Norriq

Efter fem år med store armbevægelser er drømmen om at gøre Norriq til en stor ERP-koncern kollapset. Nu er koncernen sat til salg. Læs hvordan det færøske eventyr kørte af sporet.

Vi skriver marts 2007, da fire færøske investorer giver direktør i ERP-forhandleren Munk IT, Bjarne Søballe, et tilbud, han ikke kan afslå. Det bliver starten på ERP-koncernen Norriqs omtumlede tilværelse.

Søballe har i 2005 købt Munk IT af stifteren Helge Munk, men nu vil færingerne købe Søballe ud og skabe en ny stor spiller med fokus på især Navision (NAV), men også med Dynamics C5 på butikshylden. Og ambitionerne fejler ikke noget.

Få måneder senere skifter selskabet navn til Norriq - nu med Bo Martinsen ved roret.

Man opkøber virksomheder som Conzern og Senseit. Dermed bliver Norriq en egentligt koncern med Bo Martinsen som øverste chef.

Men fusionen sker ikke uden problemer - også på mandskabssiden, hvor chefen for SMB-salget, Danny Fogel i sommeren 2008 forlader sit job.

Ryster ikke på hånden

Det får dog ikke Bo Martinsen til at ryste på hånden. Få måneder senere lykkedes det ham at få Microsofts salgsdirektør for Dynamics, Jakob Schou, ind i folden som ny direktør i Norriq Danmark

Sideløbende med at Bo Martinsen fører de ambitiøse planer ud i livet, er finanskrisen brudt ud. Men det lægger ikke en dæmper på Norriqs foretagsomhed.

I november 2008 tager selskabets ejere dog en skæbnesvanger beslutning med købet af infrastrukturforhandleren Netpartner.

Ideen er at drive en hardwareforretning, som kan lukrere på adgangen til de tusindvis af kunder, som i forvejen køber ERP-løsninger hos de øvrige dele af Norriq-koncernen. Og for at gøre billedet komplet satser Norriq også på international ekspansion med købet af det belgisk/hollandske Helios-IT.

Læs mere:

Kolossale underskud

Men samtidig sniger der sig falske toner ind i musikken. Allerede måneden efter købet af Netpartner forlader Bjarne Søballe af egen drift festen. Måske fordi han ikke tror på konstruktionen.

I hvert fald udvikler især Netpartner sig i de næste år til en regulær møllesten om halsen på koncernen, der må indkassere det ene markante millionunderskud efter det andet.

Undervejs er Norriq-koncernen vokset til at bestå af i alt otte selskaber. I august 2009 hyrer Norriq den tidligere HP-mand, Jan Kaufman ind for at rette op på Netpartner miseren. Han holder dog kun et halvt års tid.

Men i november 2011 galer hanen sidste gang for koncernchef Bo Martinsen, som meget pludseligt forlader sin stilling. Både ejere og bestyrelse er bemærkelsesværdigt tavse omkring fyringen af Martinsen.

Facit efter fem års eventyr er, at Norriq har kostet sine ejere et tab på den forkerte side af 150 millioner kroner med et minus på godt 15 millioner kroner i det seneste koncernregnskab.

Retfærdigvis skal det nævnes, at det trods de mange blodrøde regnskabsresultater undervejs, faktisk er lykkedes Norriq at nå tæt på en fordobling af sin omsætning, som i sidste koncernregnskab nåede 335 millioner kroner.

Mandskabsmæssigt har man dog måttet spænde livremmen ind fra de næsten 350 medarbejdere, man gav smør på brødet i 2009 til i dag omkring 270 ansatte.

Efter fyringen af Bo Martinsen har det været bestyrelsesformand Peter Theill, der i realiteten har styret koncernen, parallelt med at de færøske ejere er begyndt at kigge sig om efter interesserede købere.

Internt i Norriq holder man kortene tæt til kroppen og lader intet slippe ud om konkrete salgsplaner. Derfor er det også uklart om planen er at sælge koncernen i et hug eller splitte aktiviteterne op og sælge dem hver for sig. En tredje mulighed kan være at sælge de profitable dele af koncernen fra og lade resten af forretningen gå konkurs. 

Det har ikke været muligt at få en kommentar til denne artikel fra Norriqs bestyrelsesformand Peter Theill.

Læs mere:




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere