Google udvikler en ny tablet-pc i Nexus-serien sammen med Samsung. Det melder CNET, som også kan fortælle at den nye tablet-pc har en skærm på 10,1 tommer. Det er større end iPad, hvor skærmen er på 9,7 tommer.
Informationerne kommer fra analytikeren Richard Shim hos NPD DisplaySearch. Han oplyser, at billedopløsningen i den nye tablet-pc ligger på 2.560 x 1.536 billedpunkter. Det svarer til 299 ppi (pixels per inch). Til sammenligning har den seneste iPad en opløsning på 2.048 x 1.536 punkter og en ppi på 264.
Bortset fra skærmen er de andre tekniske specifikationer for produktet stadig ukendte, men den bliver formentlig udstyret med en quad-core-processor for at kunne trække den høje opløsning.
Hverken Google eller Samsung har officielt bekræftet rygterne, men Richard Shim henviser til kilder hos firmaernes underleverandører.
"Det bliver et high-end produkt", siger Shim. Den nuværende Google Nexus 7 tablet er et forholdsvis billigt produkt, der sælges for blot 199 dollar i USA.
Men den store nyhed er måske partnerskabet med Samsung. Google har samarbejdet med Asus om sin Nexus 7 tablet.
Hvis Google nu vælger at gå sammen med Samsung om at udvikle en ny super-tablet, er det en betydelig udvidelse af det nye eksisterende samarbejde mellem de to firmaer.
Google og Samsung har allerede et partnerskab om firmaets Galaxy Nexus telefoner.
Den samme analytiker kan også fortælle, at Google starter produktionen af en billigere tablet-pc til blot 99 dollar i december.
Android fylder fem år den 5. november, og der spekuleres på, at Google måske vil bruge anledningen til at præsentere nye produkter på denne dato.