Artikel top billede

Microsoft-stifter: Så forvirrende er Windows 8

Milliardæren Paul Allen har gennemtestet Windows 8. Se her, hvad han er nået frem til.

Computerworld News Service: Microsofts medstifter Paul Allen mener, at Windows 8 er"forvirrende i første omgang" men forsikrer brugerne om, at de med tiden ville komme til at synes om det nye styresystem.

Allen, som sammen med Bill Gates stiftede Microsoft i 1975, forlod selskabet i 1983 efter at være blevet diagnosticeret med Hodgkins lymfom (en form for lymfekræft).

Han ejer i dag det amerikanske NFL-fodboldhold Seattle Seahawks og NBA-basketballholdet Portland Trailblazers og er medejer af Seattle Sounders FC, der er et fodboldhold under MLS (major league soccer).

I et indlæg tirsdag på sin personlige blog - med den lidt underfundige titel i tredjeperson "Paul's take on Windows 8" - beskriver Allen sine erfaringer med Windows 8 Release Preview, der er det offentlige smugkig på det nye styresystem, som Microsoft offentliggjorde 31. maj, på både en traditionel desktop og på en Samsung 700T-tablet.

Denne tablet er egentlig designet til Windows 7, men er blevet uddelt eller udlånt vidt og bredt af Microsoft til udviklere, analytikere og journalister i et forsøg på at få folk til at udvikle software til eller blot omtale berøringsfunktionaliteten ved Windows 8.

Undrer sig

"Jeg stødte dog på nogle aspekter ved Windows 8, der fik mig til at undres," skriver Allen.

"Brugeroplevelsens opdeling i to tilstande kan være årsag til forvirring, især idet man kan åbne og køre to udgaver af den samme applikation - såsom Internet Explorer - side om side," forklarer Allen.

Windows 8 har mødt en del kritik af en række forskellige grunde, men det, der oftest fremhæves, er de to forskellige brugergrænseflader:

En mere eller mindre velkendt klassisk Windows-grænseflade, der minder meget om Windows 7 blot uden startknap og startmenu, og så en anden, der nu kaldes Modern eller Windows 8-stil, der har et minimalistisk design, der er optimeret til touch. Modern blev tidligere kaldt Metro.

Allen gentager den samme kritik af Windows 8, som mange brugere, observatører og analytikere længe har givet udtryk for:

"Underligt nok er det ikke muligt at indstille den traditionelle desktop til at være standard (det burde det være)," skriver Allen.

"Dette er en af de største enkeltændringer i Windows 8: Den velkendte startmenu mangler."

Her er der virkelig plads til forbedring

Han kritiserer også, ligesom andre tidligere har gjort, at der ikke er megen hjælp at hente med hensyn til at lære den nye grafiske brugergrænseflade at kende, og at knappen til at lukke computeren ned er gemt væk.

"Personligt mener jeg, at det ville have været rart med et eller andet visuelt tegn, der indikerer, at der er tilgængelige kommandoer, og hvordan man får dem frem," understreger han.

"Det slog mig, at man med fordel kunne have placeret en flise med en tænd/sluk-knap på startskærmen for at gøre disse kommandoer mere tilgængelige," foreslår Allen.

Gådefulde aspekter

Microsoft tilbyder en meget livlig vejledning under opsætningen, der demonstrerer, hvordan man får adgang til Charms-menuen, men det er også alt, hvad der er, med hensyn til indledende hjælp.

Det er muligvis en del af grunden til, at Allen dedikerer en hel sektion af sit indlæg til emnet "Gådefulde aspekter ved Windows 8 UI," hvor han går i detaljer med alt fra opsætning af flere skærme på stationære og bærbare til det faktum, at der ikke er noget ur på startskærmen.

Han konkluderer dog, at Windows 8 vil være til at have med at gøre for brugerne, og regner med, at Microsoft nok skal gøre noget ved styresystemets små særheder hen ad vejen.

Man vænner sig til det

"Selvom disse ændringer måske vil være forvirrende i første omgang, så vil de fleste af dem nok hurtigt blive velkendte efter en kort tilvænningsperiode," vurderer Allen.

Ligesom de fleste andre erfarne Windows-brugere roser han Microsoft for at have udviklet et styresystem, der er hensigtsmæssigt til tablets, der på nuværende tidspunkt er den hotteste kategori af computere.

"Touch lader til at være et naturligt skridt i styresystemernes udvikling, og jeg er overbevist om, at Windows 8 tilbyder de bedste traditionelle Windows-funktioner med tanke på en meget lovende fremtid," skriver Allen.

Alene det, at Allen nævner Windows 8, er en nyhed:

Det har ikke været muligt at finde et eneste tegn på, at Allen har blogget om tidligere versioner af styresystemet såsom det meget succesfulde Windows 7 fra 2009 eller det problemfyldte Windows Vista fra 2007.

Til tider har Allen dog ikke været tilbageholdende med at udtale sig om det selskab, han selv var med til at stifte.

Sidste år udtalte Allen for eksempel til Bloomberg, at Microsoft "er nødt til at sætte hastigheden op for produktudviklingen" for at forblive konkurrencedygtig i forhold til Google og Apple.

Windows 8 kommer i handlen 26. oktober. Samme dato lancerer Microsofts hardware-partnere nye computere med styresystemet.

Microsoft lancerer også denne dag sin Surface RT-tablet, der kører en særlig udgave af Windows 8 til enheder med ARM-processorer såsom de fleste tablets.

Allen på 59 estimeres at være god for 86,5 milliarder kroner og rangerer således som nummer 20 på Forbes liste af de rigeste amerikanere i 2012. Bill Gates ligger øverst på denne liste med en nettoformue på 380,7 milliarder kroner, mens Microsofts nuværende topchef ligger på en 19. plads med 91,7 milliarder kroner.

Oversat af Thomas Bøndergaard




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere