Nye detaljer om HBO's satsning på online-tv i Norden kommer gradvist frem i lyset. Ved lanceringen i sidste uge kunne den amerikanske tv-gigant bekræfte, at danskere, svenskere, nordmænd og finner fra næste måned kan få langt billigere adgang til Game of Thrones og lignende tv-serier, end hvad der er i muligt i andre dele af verden, inklusive HBOs hjemland USA.
Mens amerikanere skal have en relativt bekostelig kabel-tv-pakke for at få adgang til internet-versionen med HBO's indhold, kan man herhjemme nøjes med internet-versionen til cirka 75 kroner om måneden.
HBO's indhold vil kunne streames på en lang række forskellige platorme lige fra iPads til Xboxe, smartphones og naturligvis pc'er.
Hidtil har HBO kun fortalt, at den nordiske satsning skete i samarbejde med et svensk firma ved navn Parcifal AB. Nu kommer det frem, at HBO faktisk baserer deres store streaming satsning på dansk teknologi.
Det er nemlig firmaet Qbrick, det tidligere Arkena, der har leveret streamingmodellen bag HBO-Nordic.
Qbrick, der blev dannet ved en fusion mellem danske Arkena og tre andre nordiske selskaber i 2010, skal stå for hele den tekniske platform bag HBO Nordic. Firmaet er i dag fransk ejet.
"Vi har selvfølgelig vidst det noget tid, men har gået stille med dørene, så det er ikke sådan, at vi først lige er begyndt. HBO Nordic har valgt sammen med os at bygge deres helt egen løsning og ikke udrulle HBO GO konceptet og platformen til det nordiske marked. Vi bygger med andre ord løsningen fra ende til anden til hele det skandinaviske marked," siger Mads Kaysen, der er chef for salg og marketing i Qbrick, hvorfra HBO Nordics streamingtjeneste udvikles.
Qbrick har tidligere udviklet Jyske Banks net-tv, der dagligt streamer nyheder til 400.000 kunder - en løsning, der er præmieret flere steder som bedste webtv-teknologi.
HBO Nordic forventer ifølge en pressemeddelelse, at cirka en million danskere er potentielle brugere af den internet-baserede løsning, som selskabet lancerer i midten af oktober.