Tip: Undgå at blive bøffet ved køb af ny bærbar
Lad os være ærlige: Bærbare har indtil for nyligt sjældent været særlig attraktive.
Det er ikke mange år siden, at de var store og klodsede og ofte fik det lidet flatterende kælenavn 'slæbbar'.
Men i dag er vi omgivet af ultrabooks, eller slet og ret tynde, lette computere, der har godt med power og alligevel fin batterilevetid.
I 13 tommer-klassen er vægten nede på 1,1 til 1,4 kilo, og computerne lokker ofte med et tjekket alu-look, når de står fremme hos den lokale elektronikpusher.
Det er nemt at blive fristet, men lige så nemt at dumme sig - endda i situationer hvor man tror, at man har gjort en rigtig god handel.
For hvad ville du vælge, hvis du stod foran to umiddelbart ens designede computere med næsten samme specifikationer, men den ene havde en harddisk på 500 gigabyte og et prisskilt på 6.000 kroner, og den anden havde en harddisk på 128 gigabyte og et prisskilt på 8.000 kroner?
Logikken siger, at man får mest for pengene med den billige model med den store harddisk.
Lille er bedre end stor
Problemet er bare, at der i dag er stor forskel på harddiske. De dyre computere er ofte udstyret med SSD-diske (Solid State Disk) på 128 eller 256 gigabyte, og de er flashbaserede.
Det betyder, at de er rasende hurtige og de traditionelle, mekaniske harddiske langt overlegne.
Prisen på SSD'erne er dog stadig meget høj, og det er bærbar-producenterne godt klar over.
Derfor sælger de rigtig mange computere med hybrid-harddiske, altså både SSD og en traditionel harddisk.
Det er dog en ganske lille SSD, eksempelvis 20 gigabyte, som er skjult og bruges til at afvikle programmer og starte maskinen hurtigt, blandt andet fra dvale.
Til gengæld får brugeren adgang til den store, mekaniske harddisk, hvor der er masser af plads til programmer og data, eksempelvis 300 eller 500 gigabyte.
Det kunne på papiret se ud til, at man dermed ville få det bedste fra to verdener: Hurtig computer samt en stor og billig harddisk.
Men sådan er virkeligheden bare ikke.
Som Usain Bolt mod Amin Jensen
Det seneste år har vi testet flere modeller med hybrid-harddiske, og de er markant ringere end rendyrkede SSD-computere.
Hastigheden er nemt halveret, og i benchmark-test bliver de billige computere med hybrid-harddisk pulveriseret af de dyrere konkurrenter.
Det er egentlig ikke så mærkeligt og svarer til, at Usain Bolt skulle sprinte 100 meter mod Amin Jensen. Resultatet er givet på forhånd.
Men hvis man ikke er klar over den markante styrke, som computere med rene SSD-diske har kontra modeller med hybrid-harddiske, så er det nemt at snyde sig selv hos elektronikpusheren.
Det skal dog understreges, at computere med hybrid-harddiske ikke nødvendigvis er dårlige køb.
Men man skal være klar over, at produktet til den lavere pris også har en langt svagere ydeevne end en computer med rendyrket SSD.
Derfor kan det i bogstaveligste forstand godt betale sig at gå efter de dyre modeller, selv om det umiddelbart virker fjollet at betale mere for en bærbar computer med en 128 gigabyte harddisk i forhold til en maskine med 300 eller 500 gigabyte harddisk.
Læs også: