Efter kritik af arbejdsforholdene hos sine kinesiske underleverandører gik Apple med i Fair Labor Association (FLA) i januar og inviterede samtidig organisationen til at sende inspektører for at besøge fabrikkerne. Nu har FLA udsendt en ny rapport, som fortæller, at arbejdsforholdene på fabrikkerne er forbedret betydeligt.
I slutningen af marts viste en anden rapport fra FLA, at fabrikkerne har overtrådt organisationens egne regler og den kinesiske lovgivning for arbejdstider. På de undersøgte fabrikker har arbejderne knoklet mere end 60 timer om ugen.
Desuden får mere end halvdelen af de ansatte så lidt i løn, at de ikke kan betale de mest basale fornødenheder. Mange får ikke betaling for overarbejde.
Både Apple og Foxconn lovede dengang, at man ville rette op på forholdene. Den nye rapport indeholder 360 konkrete ændringer, hvoraf 264 allerede er omsat på fabrikkerne.
Der er nu sat en grænse på 60 timer om ugen inklusive overarbejde, og det skal sættes ned til 40 timer plus otte timers overarbejde senere.
Desuden kan de ansatte holde flere pauser, og der er nye tiltag som skal forhindre stress-relaterede ulykker.
Hele den oprindelige rapport og den nye vurdering med de konkrete tiltag kan læses her.
Flere af de organisationer, som tidligere har kritiseret forholdene på fabrikkerne, herunder Workers Rights Consortium og Students and Scholars Against Corporate Misbehavior, har sat spørgsmålstegn ved, om Apple denne gang vil leve op til sine løfter om at forbedre forholdene.
Her kritiserer man FLA for at være i lommen på de virksomheder, som er medlemmer af organisationen.