Administrerende direktør Bettina Egerland har ordrer i bogen, men ikke tilstrækkeligt ansatte til at udføre arbejdet.
På trods af en høj arbejdsløshed inden for IT-fagene kan hendes virksomhed, softwareudviklingshuset Conscius i Nørresundby, ikke besætte tre stillinger.
Firmaet har fået over 200 ansøgninger, men kvalifikationerne kniber det ifølge direktøren med.
- Vi er en lille virksomhed, og derfor skal vi bruge medarbejdere, som er alsidige. De skal være fagligt dygtige, men samtidig være hele mennesker, der kan kommunikere med kunder, og som kan forstå en opgave i en helhed, siger Bettina Egerland.
Hun er dog ikke blind for, at hendes virksomhed med 25 ansatte og beliggenhed i Nørresundby ikke ligger i toppen af ønskelisten hos mange ansøgere. Alligevel er hun chokeret over ansøgernes lave niveau.
De fleste er for dårligt uddannet, og mange yngre ansøgere virker på Bettina Egerland, som om de ikke rigtig ved, om de vil have et arbejde.
Immobil arbejdskraft
Hos de IT-ansattes fagforbund, Prosa, er næstformand Niels Bertelsen forundret over at høre, at Conscius mangler medarbejdere. Han nævner to forhold, som måske kan have indflydelse på Conscius' problemer med at skaffe kvalificerede IT-folk.
- For det første ligger virksomheden i Nørresundby, som jo er langt væk for mange. Folk er måske ikke så mobile, som de burde være, siger Niels Bertelsen.
- Den anden er måden, Conscius har søgt medarbejdere på, som måske ikke er bred nok. Vi har jo en arbejdsløshed på 11 procent i Prosa, og både erfarne og nyuddannede medarbejdere mangler arbejde, siger Niels Bertelsen.
Dårlig uddannelse
Men det afviser Bettina Egerland. Conscius har blandt andet annonceret efter kvalificerede medarbejdere i dagblade, på jobportaler, gennem radiospots og delt løbesedler ud.
Og det er ikke, fordi Bettina Egerland anser sig selv for at være specielt kræsen.
- Vi har fået over 200 ansøgere, og de kommer løbende. Så sent som i sidste uge havde vi tre til samtale, men de er bare ikke gode nok. Og hver gang sidder jeg og tænker: "Der er noget galt her", siger Bettina Egerland.
Mange af de folk, der søger stillinger som udviklere i Conscius, er blandt andet arkitekter med korte efteruddannelser inden for IT. En del er datamatikere og kun få er dataloger og IT-ingeniører.
- Der er et efterløb af mennesker, som har fået at vide, at hvis de tog en kort uddannelse inden for IT, var deres fremtid sikret. Dem er vi meget tilbageholdende over for, for de kan ikke nok, siger Bettina Egerland.
Dårlig indstilling
Ikke at lederne i Conscius kun vil ansætte medarbejdere med de lange uddannelser inden for IT.
Blandt andet er der ansat en udvikler i virksomheden, som er helt selvlært, og dertil flere dygtige datamatikere.
Men uddannelse er jo ikke alt, og Bettina Egerland kan også fare i flint over for indstillingen hos nyuddannede dataloger og dataingeniører. De mangler fokus og engagement.
- Nogle af dem er meget bekymrede for, hvad de kan holde til. De sidder til en jobsamtale og spørger, om der er meget overarbejde. Jamen, jeg har lyst til at råbe til dem: "Synes I ikke, at det er vigtigt, det her?", siger Bettina Egerland.
Andre unge ansøgere mangler kontakt med virkeligheden og evner til at kommunikere.
- Vi kan heller ikke bruge dem, der er så meget nørder, at de ikke kan snakke med kunderne. Og mange synes, at det var for hårdt at arbejde, mens de studerede. Derfor mangler de nu en forståelse for, hvad der rent faktisk sker i en virksomhed, siger hun.
På det punkt mener Niels Bertelsen, at Bettina Egerland kan have en pointe. Han peger på, at datamatikeruddannelsen er så intensiv, at det kan være svært for de studerende at overkomme et erhvervsarbejde.
Udenlandske svindlere
Omkring en fjerdedel af de ansøgninger, som Conscius får, kommer fra udlændinge. Men dem har virksomheden opgivet at kalde til samtale.
- Samtlige udenlandske ansøgere, vi har været i kontakt med, har haft fantastiske cv'er. Men når vi så spurgte ind til specifikke emner, som de burde vide noget om, så viste det sig at være løgn, siger Bettina Egerland.
De udenlandske ansøgere lander derfor i en bunke for sig selv, når de søger job i Conscius.
- Vi er holdt op med overhovedet at kalde dem til samtale. Vi har simpelthen ikke tid til at screene dem for at finde ud af, om de lyver på deres cv, fortæller Bettina Egerland.