Den amerikanske storage-gigant EMC oplyste mandag, at selskabet planlægger at købe det californiske softwareselskab Vmware for 3,9 milliarder kroner.
Handlen bliver gennemført i første kvartal 2004, når EMC overfører de 3,9 milliarder kroner i kontanter til Vmware.
Købet skal styrke EMC's softwareportefølje, som allerede er blevet forøget gennem to opkøb i år.
Det seneste var i oktober, hvor EMC slap 11 milliarder kroner for dokumenthåndteringsfirmaet Documentum.
Tidligere på året købte EMC softwareselskabet Legato i en aktiehandel til en værdi af 7,9 milliarder kroner.
EMC får fingre i ny software
Med det nyeste køb får EMC adgang til Vmwares meget udbredte virtualiseringssoftware, der giver brugere mulighed for at køre flere operativsystemer på den samme maskine.
Virtualiseringsprogrammer bruges eksempelvis i supportfunktioner, hvor en supportmedarbejder har let adgang til flere forskellige styresystemer fra én og samme computer og derved nemt kan starte en virtuel maskine med netop den konfiguration, som kunden med problemet har.
På det seneste har Vmware med held fokuseret virksomheden omkring salg af software til virksomheder, der ønsker at samle forskellige applikationer på den samme fysiske maskine.
Vmware fortsætter på sin gamle adresse i Californien, når EMC overtager virksomheden i det nye år, oplyser virksomheden.