Da it-kæmpen Microsoft i sidste uge samlede mere end 15.000 partnere fra hele verden i canadiske Toronto, var det da ikke uden en prisuddeling til de bedste af slagsen.
Microsoft uddelte priser i otte forskellige kategorier og kårede blandt andet de bedste nationale partnere. Den danske vinder blev Atea, som derved løb med titlen som årets danske Microsoft-partner.
"Vi er selvfølgelig meget stolte over at modtage prisen," siger Ateas administrerende direktør, Lars Johansson.
Og der følger et par rosende ord med prisen.
"Atea har øget investeringer i og fokus på Microsoft-løsninger, hvilket har resulteret i hele otte guldcertificeringer, og Atea leverer således produkter og services, der er på forkant med udviklingen. Derfor er prisen som årets danske partner velfortjent," fortæller Erik Kaae, der er salgsdirektør i Microsoft.
Det er andet år i træk, at Microsoft hædrer Atea med netop den pris. Tilbage i november 2011 blev it-leverandøren nemlig også kåret til årets partner. Da var det dog under mere lokale forhold, idet prisen i november blev uddelt ved den danske prisuddeling i Hellerup.
I sidste uge modtog Atea så kåringen foran 15.000 Microsoft-partnere fra hele verden ved partner-awardshowet i Toronto, hvor software-producenten hyldede de partnere, der i det forgangne år har gjort en stor indsats for at fremme ekstraordinære og innovative it-løsninger.
"Mange af vores løsninger er baseret på Microsofts teknologier. Sammen med Microsoft arbejder vi derfor kontinuerligt på at have de rette kompetencer og løsninger, der skaber værdi for vores kunder," fortæller han om partnersamarbejdet.