Artikel top billede

Når kunderne står i kø: Dansk succes-startup har et fif i baghånden

Queue-IT står foran den store internationale satsning, men overvejer stadig sin fremtid. En ny strategi kan gøre virksomheden mere værd: registrering og udnyttelse af slutkunder.

Når kunderne står i kø: Dansk succes-startup ved en korsvej

Da millioner af danskere i foråret gik ind på Skats hjemmeside for at se deres forskudsopgørelse, satte de samtidig - men i overført betydning - en mindre formue ind på goodwill-kontoen hos det danske iværksætterfirma Queue-IT.

Firmaet, hvis kø-system kan sikre en bedre og mere organiseret adgang til trafikbelastede it-systemer, kunne med Skat som kunde-reference vise det ganske land, at det cloudbaserede kø-system faktisk virkede: Mod sædvane blev ingen af skatteyderne afvist af Skats overbelastede selvbetjeningssystemer på denne den travleste dag i året. I stedet blev folk i al digital høflighed pålagt Queue-ITs nummerbaserede køkultur, og alle, der skulle til, kom til.

Slut med sure miner

Queue-IT kan også bryste sig af, at systemet bliver brugt af Billetlugen, der tidligere oplevede at blive rendt over ende, når der blev åbnet for billetsalget til en koncert med særligt store navne, og ivrige fans straks ville sikre sig en plads.

Tidligere skabte det sure miner og hadesider på Facebook, når brugerne blev forhindret i at komme med til deres drømmekoncert, men med køsystemet kan Billetlugen holde på sine kunder, selv om der er ventetid.

To store kunder med højt profilerede udfordringer, der begge benytter Queue-ITs cloud-løsning, så alle kunne se det. Så gode referencer får de færreste it-startups inden for de første tre leveår.

Trods succeserne er de tre stiftere bag Queue-IT endnu ikke blevet mangemillionærer. Mulighederne for at få en fin økonomi ud af projektet begynder så småt at tegne sig i horisonten, men først skal de tre stiftere finde ud af, hvor langt de vil gå.

Firmaets marketing-ansvarlige Camilla Ley Valentin fortæller, at Queue-IT efter succesen med Skat er kommet dertil, hvor det lille iværksætterfirma faktisk løber rundt rent økonomisk.

Hun og de to medstiftere, Niels Henrik Sodemand og Martin Pronk, har flyttet butikken ud hos Mogens Nørgaard og Miracle AS, hvor de både kan bo gratis og udveksle ideer med Miracles database-eksperter.

Investor-kontakter

Selv om den sparede husleje og den anden slags sparring, som medarbejderne i de to firmaer, har med hinanden, er værdifuld, bliver det dog snarere en investor eller en rig køber, der skal sikre Queue-IT-stifternes alderdom.

Ifølge Camilla Ley Valentin har firmaet etableret nogle foreløbigt løse kontakter med interessante investorer i England og USA. Men spørgsmålet er, om det ville være klogt at få et venturefirma ind i ejerkredsen nu - eller om man ikke hellere skulle lade investorerne vente i kø og i stedet lade Queue-IT vokse sig mere værdifuld på egen hånd.

Udviklingen af Queue-IT handler naturligvis om det store udland. Men firmaet har også et fif i baghånden, som kan gøre dets aktier mere værd med blot de eksisterende kunder.

Slutbrugere registreres

Queue-IT vil kort fortalt tilbyde de slutbrugere, der står i kø i firmaets cloud-løsning, at de kan lade sig registrere og dermed få adgang til diverse større eller mindre fordele.

"Det vil jo gøre, at alle de mange millioner slutbrugere, som vi har kontakt med, vil blive registreret hos os. Og tilstedeværelsen af en base med millioner af brugere er jo kendt for at øge en virksomheds værdi," fortæller Camilla Ley Valentin. 

Fordelen for slutbrugerne ved at lade sig registrere hos udbyderen af køsystemet er blandt andet, at de kan logge af den igangværende session, som måske spænder over flere timer, og logge på igen fra en anden computer. Det scenarie kunne for eksempel være aktuelt, hvis man sidst på dagen kom ind i kø-systemet fra en arbejdscomputer og gerne vil hjem, men helst ikke opgive pladsen i køen.

Sortering af kunder

For Queue-IT vil fordelene være, at firmaet kommer til at ligge inde med værdifuld viden om kundernes ønsker og behov.

Men vil jeres kunder ikke pålægge jer ret store begrænsninger på, hvad I kan bruge "deres" kunder til?

"Jo, det er klart, der vil være nogle ting, man kan, og ting, man ikke kan. Men der vil være nogle fordele for vores kunder: Vi har jo en unik viden på tværs. For eksempel kan vi hjælpe webbutikker med at prioritere adgangen for de kunder, der oftest gennemfører et køb - en såkaldt finisher -  frem for dem, der blot er der for at kigge, eller hvis historik vidner om, at de ofte får kolde fødder, inden købet er gennemført. På sigt vil vi kunne hjælpe med at prioritere de her kundesegmenter, uden at det egentlig skader konkurrencemæssigt, for alle er jo interesserede i at få dem, der er finishers, ind først. Der er også nogle fordele i forhold til sikkerhed: Der er jo rigtigt meget snyd med salg af koncertbilletter, især i udlandet. Her ville vi også kunne lave nogle ting ved at blokere for kendte fuskere," fortæller Camilla Ley Valentin.

Social køkultur

At kunne beholde sin plads i køen selv om man skifter computer, er ikke den eneste fordel, som slutbrugere vil få af at lade sig registrere:

"Den første version (af slutbrugerregistreringen, red) bliver med en Facebook-login. Dermed vil der være mulighed for, at man diskuterer med de venner, som måtte befinde sig i samme kø. Det bliver lidt mere socialt engagerende. Og hvis du ser en ven, der har en bedre plads end dig, kan du jo bede vedkommende om at købe billetterne til dig. Det er jo sådan noget, folk skriver om i dag, uden at vi hjælper med det. Vi har også kig på nogle andre ting, hvor man som slutbruger kan spille mod hinanden om pladser i køen og dyste med hinanden på forskellig vis," fortæller Camilla Ley Valentin.

Den første login-mulighed skal efter planen indføres om nogle måneder.

En større udnyttelse af slutbrugerne er dog kun én af de veje, der kan give Queue-IT en større værdi.

Hvis det danske iværksætterfirma blev en stor verdensomspændende spiller med kunder på alle kontinenter, vil prisen, som stifterne kunne kræve af nye investorer eller købere, sikkert også vokse med nogle kroner.

Queue-IT har allerede etableret sig i Holland, hvor man gennem en partner bearbejder kunder i Benelux-landene. Desuden kommer der en jævn strøm af nye kunder fra mange forskellige lande ind gennem firmaets hjemmeside, hvorfra man kan hente en gratis prøveversion.

Men skal iværksætterfirmaet for alvor bankes op i udlandet, skal der penge til.

"Lige nu har vi trukket følehornene lidt til os i forhold til nye investorer, og vi har mange drøftelser for og imod internt i ejerkredsen. Men i og med vi allerede har CatScience (dansk venture, red.) inde, har vi jo basalt set taget stilling til, at det er den vej, vi vil gå. Enten bliver det med en større investering eller et salg. Men det er timingen, vi diskuterer, og det har jo noget at gøre med, hvad for en værdi, man kan blive sat til," siger Camilla Ley Valentin.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere