Intet kan være så plagsomt som at holde mange møder, og Apple-stifteren Steve Jobs var måske en af dem, der foragtede unødvendige møder mest.
Han havde sin helt egen mødefilosofi, der ligesom Apples produkter bar præg af ekstrem minimalisme, skriver Ken Segall i et uddrag fra sin bog "Insanely Simple: The Obsession That Drives Apple's Success", der er bragt på det amerikanske website FastCoDesign.
Steve Jobs var af den opfattelse, at de bedste og mest produktive møder opstår, når små grupper af smarte hoveder mødes. Derfor troede han også på, at alle overflødige mødedeltagere prompte skulle sparkes ud af mødelokalet.
Principper, der ifølge Segall bliver håndhævet strikst hos Apple og i dag manifesterer sig hele vejen ned gennem Apples organisation.
"Hvad laver du her?"
Segall har blandt andet selv oplevet Steve Jobs' øjne skanne gennem et mødelokale, hvorefter han udpeger en person og spørger: "Hvad laver du her?"
Og hvis argumentet for vedkommendes tilstedeværelse ikke er stærkt nok, lyder reaktionen fra Jobs: "Jeg tror ikke, at vi har brug for dig her. Tak."
Logikken bag er ifølge Segall, at hver ekstra mødedeltager øger mødets kompleksitet, hvilket for alt i verden skal undgås. Derfor skal der være et klart argument for hver enkelt deltagers tilstedeværelse.
"Der findes ikke en høfligheds-invitation til et møde. Enten er du væsentlig for mødet, eller også er du ikke. Det er intet personligt. Det er bare forretning," skriver Segall.
Ifølge artiklen fra FastCoDesign skyldes Jobs' stramme håndhævelse af sit mødeprincip blandt andet, at selv om Apple har vokset sig til en gigant-virksomhed, lå det Jobs meget på sinde at fastholde den dynamik, der kendetegner mindre iværksætter-virksomheder.
Og netop store komplekse møder var i Jobs' optik en af de ting, der især kendetegner de store og støvede virksomheder, som han foragtede.
Tre gode råd
Hvis du vil holde møder, der er lige så effektive og produktive, som dem Steve Jobs tilstræbte at holde, anbefaler Ken Segall, at du følger tre principper:
1. Smid den mindst nødvendige mødedeltager ud af lokalet.
2. Forlad mødet, hvis det varer mere end 30 minutter.
3. Sørg for, at du hver dag laver noget produktivt, der opvejer den tid, du har brugt i møder.
Især de to første punkter kan virke brutale og provokerende, men Ken Segall mener, at det indimellem kan være på sin plads med en smule af den brutale ærlighed, der kendetegnede Steve Jobs' lederskab.
Læs også:
Afsløring: Her er Apple-butikkernes succesformular