Artikel top billede

Atea-chef: Mit liv handler om balance og anstændighed

Portræt: Du behøver ikke vinde, men du skal gøre dit bedste. Og du har ikke lyst til at holde møde med Ateas Lars Johansson, hvis du ikke er forberedt.

Læs også: Droppede sanger-karriere og blev it-direktør

Ville du købe en brugt bil af denne mand? Svaret er ja, det ville du. Du ville tro på, hvad han fortæller dig, for det gør han overbevisende.

Spørgsmålet er så, om du er interesseret i at købe hans brugte bil, for chefen for en af Danmarks største it-virksomheder kører familiebil med mange sæder, så der er plads til hans familie.

For nylig blev den gamle Chrysler Voyager-minibus ganske vist skiftet ud med en nyere Mercedes, også med mange sæder.
Men den er valgt efter sin funktion og kvalitet, og ikke efter at skulle udsende et bestemt signal, for det er Lars Johansson helt ligeglad med.

"Jeg har ikke brug for at ikke vise mig over for omverdenen. Jeg kunne da sikkert godt få en smart sportsvogn. Men hvor skulle jeg så gøre af min kone og mine børn, som heldigvis gerne vil være sammen med mig? Og hvor skulle svigermor være?"

Han siger selv, at han aldrig lyver. Det kan enhver jo komme og sige, men i den administrerende Atea-direktørs tilfælde, tror man ham på hans ord. Der findes bare personligheder, som emmer af troværdighed, og dem er Lars Johansson helt sikkert en af.

Ikke et specielt talent

Han lever efter et regelsæt, som han aldrig går på kompromis med, siger han, og nøgleordene er anstændighed, balance og flid.

"Jeg har ikke noget specielt talent. Men jeg arbejder meget og er flittig. Det forventer jeg også af andre. Vi skal behandle hinanden ordentligt i de roller, vi har, og jeg vil behandles, som jeg behandler andre. Det er ikke godt at mødes med mig, hvis du ikke er forberedt, eller ikke er anstændig," siger han.

Lars Johansson fylder 50 år næste år. Det helt kortklippede hår afslører at hårene ikke sidder så godt fast på hovedet mere, men hans statur vidner om en mand, der har lavet meget fysisk træning.

Det har han også, for han har dyrket karate i mere end 30 år og har adskillige danmarksmesterskaber under sit sorte bælte. Han har i perioder opholdt sig på den japanske Ashihara-karateskole og har selv undervist på sine egne karateskoler i Danmark.

"Jeg vil gøre tingene ordentligt. Jeg gjorde karate ordentligt, og da jeg ikke længere havde tid til det, stoppede jeg som instruktør. Jeg gør altid det bedste, jeg kan. Nogle havde talent for karate, Jeg havde ikke, men jeg trænede mere end de fleste. Det er lige meget, om man bliver den bedste, bare man gør det bedste, man kan."

Karaten har lært ham, at god forberedelse er afgørende.

"Det er klogt at forberede sig, for hvis man ikke er klar, gør fuldkontaktkarate ondt, rigtig ondt," siger han.

Flid og forberedelse er også en militærdisciplin, og da Lars Johansson har været en del af det danske forsvar, siden han som 16-årig startede som spæd konstabelelev, er den påvirkning ikke gået sporløst hen over ham. Han er i dag major af reserven og stadig aktiv i forsvaret.

Hans høje aktivitetsniveau har sendt ham gennem en datamatikeruddannelse, en diplomuddannelse i ledelse og en MBA i forandringsledelse, som han i øvrigt gennemførte med den højeste karakter, der nogensinde var givet på den uddannelse.

Resultater og indflydelse

Lars Johansson er jyde af herkomst, og familien bor i et hus i Randers, mens han gennem årene har passet sine forskellige job rundt omkring i Danmark og Europa. Sammen med sin kone traf de tidligt beslutningen om, at familien skulle have base her og ikke flytte rundt efter en far, som alligevel aldrig var hjemme.

"Du kan ikke både være familiefar i traditionel forstand og arbejde 80 timer om ugen. Basen for familien er i det jyske, vi valgte trygheden for børnene," siger han og afviser, at hans uendelige rejser i Merkantildata- og DanaData-dagene, og senere som administrerende direktør i SAS Ground Service og koncerndirektør i Systematic, der har datterselskaber overalt i Europa, er udtryk for en stræben efter karriere.

"Jeg har stræbt efter at løse de job og opgaver, jeg har haft, så godt som muligt. En titel som administrerende direktør er jeg ligeglad med. Men jeg er ikke ligeglad med at have indflydelse. Mine resultater har gjort, at jeg har fået muligheder, der har påvirket min livsstil. Det vigtigste er, at mit liv er i balance, og det føler jeg, det er. Jeg har en dejlig familie og et dejligt job. Jeg taler meget med min kone om det, og det fungerer godt for os alle. Den dag, jeg kan mærke, at det ikke gør det mere, så siger jeg mit job op og finder noget andet at lave."

Respekt og roller

"Vi har alle sammen forskellige roller, og i sammenhæng, gør vi en forskel. Det gælder også i en virksomhed som Atea. Min rolle er at træffe beslutninger og bidrage til virksomhedens udvikling. Jeg er ikke interesseret i den hierarkiske respekt. Det handler bare om, at vi respekterer hinanden og vores roller. Derfor skal man hver især bestride sin rolle fornuftigt og godt, for vi er afhængige af hinanden," siger Lars Johanson. 

At beslutninger skal træffes ud fra det bedst muligt oplyste grundlag er ikke til diskussion hos Lars Johansson. Når han åbner sin computer, er startbilledet hans instrumentbord, som er den business intelligence-løsning, der fodrer ham med overblikket over de nøgleparametre, han har valgt at have hånd i hanke med hele tiden.

"Jeg er alt andet end bureaukrat, og jeg har stor tillid til andre."

"Og jeg tager afstand fra selvfedme og arrogance," fortsætter han på vej ud af døren. Han henter mere kaffe fra kanden i det lille tekøkken i Ateas hovedkvarter i Ballerup. Han har netop ikke booket et fint mødelokale med små chokolader og en tjenende ånd til at fylde kaffekopperne. Det kan man jo ærligt talt godt lige så godt gøre selv.

"Det er en fejl at tro, at fordi du er statsminister eller præsident, er du bedre andre. Du har bare et andet job, som du måske har fortjent. Men du skal gøre dig fortjent til det hver dag," siger Lars Johansson.

Han vil ikke udpege et forbillede, der er flere, men vælger at konstatere, at hans forbilleder er ordentlige mennesker, der gør deres bedste og samtidig leverer gode resultater.

Op på Harley'en

Lars Johansson har aldrig haft mulighed for at tage på missioner i udlandet som soldat, men han har stor respekt for dem, der gør det. De spiller en vigtig rolle for verdenssamfundet og demokratiet, som han er stærk tilhænger af.

Med sin ufravigelige grundholdning om anstændighed har han indimellem overvejet at gå ind i politik. At forsøge at lade sig vælge for at komme i en position, hvor han kan ændre noget, der ikke fungerer.

"Vi behandler for eksempel ikke de svageste i samfundet anstændigt," siger han.

Når Lars Johansson runder det skarpe hjørne næste år, sætter han sig ikke ned og skuer tilbage. Der er en grund til, at forruden i en bil er større end bakspejlet, og nu kører jeg jo mest bil til daglig, filosoferer han.

Men når lejlighed byder sig, finder man gerne Lars Johansson på nakken af sin Harley Davidson-motorcykel, enten på tur med en af ungerne eller konen bagpå. Men også gerne på vej på træf med gutterne. På motorcykel gælder det nemlig også om at holde balancen.




IT-JOB

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

Erfaren Product Owner (PO) til digital gældsinddrivelse

Cognizant Technology Solutions Denmark ApS

Kinaxis Sr. Solution Consultant

Arbejdernes Landsbank

Lead Data Analyst til Dataindsigt
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere