Læs også:
Kinesisk it-rigmand vil købe Yahoo
Før Facebook: Jordens 10 største it-børsnoteringer
Det amerikanske søgemaskine-selskab Yahoo har indgået en aftale om at tilbagesælge halvdelen af sin 40 procent aktieandel i den kineske business-to-business-handelsplatform Alibaba.
Det skriver BBC, efter den kinesiske it-virksomhed også har luftet tanker om at købe Yahoo.
Handlen om tilbagesalg menes at indbringe Yahoo omkring 41,5 milliarder kroner, hvilket er tiltrængt for det trængte søgeselskab i kampen mod online-reklamegiganterne Google og Facebook.
Aftalen sker efter længere forhandlinger og få uger efter, at Yahoo har sendt sin chef og halvdelen af bestyrelsen ud i kulden.
Handel giver Yahoo frihed
Med godt 40 milliarder på kontoen har Yahoo igen fået lidt albuerum til at foretage opkøb og købe sine egne aktier tilbage, som er blevet tilskyndet af selskabets aktionærer.
Samtidig giver handlen også Alibaba mulighed for at købe de resterende 20 procent af Yahoos ejerskab tilbage.
Indtil videre forventes det, at partnerskabet mellem Yahoo og Alibaba med godt 76 millioner registrerede brugere fortsætter lidt endnu, da Yahoo ser muligheder for vækst i Asien, mens Alibaba kigger på selskabets muligheder uden for det kinesiske hjemmemarked.
Udover Alibaba.com sidder Alibaba-koncernen blandt andet også på det populære consumer-to-consumer Taobao-site, som efter sigende har 370 millioner registrerede brugere - det vil sige, at selskabet har langt flere asiatiske brugere, end der er indbyggere i USA.
Læs også: