Hitachi- og Dell-partneren Nordic Computer søger nye jagtmarker og har derfor ansat Nicolas Jørgensen som ny salgschef for Sydeuropa og Nordafrika.
"Nicolas kommer fra et job, hvor han solgte laks for et firma i Støvring. Men han har trådt sine barnesko hos vores kolleger i Kimbrer Data. Han skal sælge hele vores produktpalette til kunder i Sydeuropa og de fransktalende lande i Nordafrika, hvor vi ikke rigtig har handlet tidligere," fortæller salgsdirektør og partner i Nordic Computer, Mikkel Søndergaard.
Samtidig har Nordic Computer ansat Peter Skov Larsen som ny HDS Product Manager. Han kommer med mere end 10 års salgserfaring med HDS storage systemer.
"Peter har indtil for nylig drevet sin egen forretning, men har også været hos Ameta og Epoka. Han har et bredt produktkendskab og en unik forståelse for hvordan systemerne rent teknisk er sat sammen, hvilket vores kunder vil drage stor nytte af," lyder det fra Mikkel Søndergaard.
Udover sin status som Hitachi-partner har det nordjyske firma specialiseret sig i salg af både nyt og brugt high end-udstyr fra producenter som blandt andet IBM, HP, EMC, NetApp, Sun/Oracle og Brocade.