Læs også:
Her er de førende ERP-selskaber i Danmark
Online-raketten e-conomic, der tilbyder online regnskabsstyring til små og mellemstore virksomheder, øger efter en rekordstor kundetilgang omsætningen med 35 procent.
13.000 virksomheder lagde i 2011 deres regnskab op i skyen hos danske e-conomic, og virksomheden har i dag tæt ved 50.000 kunder.
Godt en tredjedel af e-conomics kunder kommer i dag fra de omkring 3.500 revisionsselskaber, som selskabet samarbejder med.
Den overvejende del af jeres kunder er revisorer. Kan man sige, at revisorer er jeres forhandlere?
"Sådan omtaler vi dem ikke, men de er jo en kanal ud mod markedet. De videresælger ikke for os og tjener ikke penge på vores produkter, så nej, du kan ikke sige, at revisorerne er vores forhandlere," siger Torben Frigaard Rasmussen, administrerende direktør, e-conomics.
Han tilføjer, der ikke findes en prisliste, hvor en revisor får rabat med videresalg for øje.
"For det første er produktet så billigt, at det giver ikke mening, og for det andet har revisorerne en naturlig interesse i at formidle et onlineprodukt, som gør, at de kan servicere deres kunder bedre og øge deres effektivitet," siger e-conomics-direktøren.
Han mener i øvrigt, at det er væsentligt at bemærke, at det trods alt kun er 35-40 procent af kunderne der kommer i hus via revisorerne.
"Den overvejende del får øje på os og vores løsning på nettet og ved mund til mund-metoden," lyder det.
Web 2.0 i ni lande
I en pressemeddelelse fra e-conomic står der blandt andet, at "Web 2.0-strategien virker i ni lande og totalt set på over 40 medieplatforme."
Men hvad forstår e-conomic egentlig ved sin Web 2.0-strategi?
"Det er, at vi bruger for eksempel blogs og sociale medier som Facebook, Twitter og YouTube-videoer til at kommunikere med kunderne. For eksempel har vi en masse videoer liggende på YouTube, og vi har en Facebookside, som vi også bruger til at kommunikere stort og småt. Flere og flere vil gerne kommunikere den vej," siger Torben Frigard Rasmussen.
Eksempelvis blev e-conomics mere end 1.000 YouTube-videoer set 400.000 gange i 2011. I takt med det stigende antal kunder forventer Torben Frigaard Rasmussen mere end en halv million YouTube-visninger i 2012.
Han mener, at e-conomics med sin Web 2.0-strategi er i stand til at servicere sine kunder bedre og på tidspunkter, hvor det passer dem, så de ikke er afhængige af at tale i en telefon.
Gør som de plejer
Konkurrencen mærker e-conomic især fra folk, der gør, "som de plejer". Det vil sige, at de køber noget software og installerer det og undlader at undersøger de nye muligheder som eksempelvis et onlinebaseret regnskabssystem.
Ifølge Torben Frigaard Rasmussen er det "måske en til to procent af virksomhederne på europæisk plan der bruger online bogføringssystemer", så potentialet er stort, og en af de største udfordringer er at sikre, at folk får øjnene op for, at der findes en nemmere og billigere måde at ordne sine regnskaber på end den traditionelle.
Sidste år meldte direktøren ud, at ambitionen er at nå 100.000 kunder i 2013, og den holder han fast i.
"Vi får cirka 100 nye kunder om dagen, så jeg er fortrøstningsfuld. De 100.000 kunder i 2013 det skal vi nok nå," siger Frigaard Rasmussen.
E-conomic-løsningen er oversat og tilpasset til brug i ni lande, men har brugere i mere end 50 lande. Hovedkontoret liger i København, og virksomheden beskæftiger godt 100 medarbejdere.
Læs også: