Det ser ud til at udviklerne bag internet-ormen Duqu er gået meget langt for at beskytte deres program mod at blive opdaget.
Ifølge russiske Kaspersky Lab har man anvendt et ukendt programmeringssprog til at skrive dele af koden. Det skulle gøre det særlig svært at opdage ormen.
Duqu blev opdaget sidste efterår og den blev hurtigt sammenlignet med Stuxnet, der sandsynligvis er skrevet for at ramme iranske atomanlæg.
Det menes at USA eller Israel står bag Stuxnet, men det er aldrig blevet bevist.
Kode fra Stuxnet
Symantec vurderede i oktober sidste år, at Duqu og Stuxnet er skrevet af de samme programmører.
Det er i hvert fald sikkert, at Duqu indeholder kode fra Stuxnet, og den er også skrevet for at ramme industrianlæg.
I modsætning til Stuxnet er den nyere Duqu dog ikke skrevet for at sabotere anlæg, men kun for at samle informationer.
Programmet er meget lille og den bliver derfor også betegnet som en lillebror til Stuxnet.
"Det ser ud til, at dele af Duqu er skrevet i et programmeringssprog der er udviklet specielt til dette formål. Der er tale om et objektorienteret sprog," siger Vitali Kamljuk, analytiker hos Kaspersky Lab, til nyhedsbureauet dpa.
Kaspersky Lab søger nu efter hjælp til at få identificeret programmeringssproget. Flere informationer om det mystiske sprog findes i sikkerhedsfirmaets blog.
Læs også:
Stuxnet og Duqu var blot de første - nye orme på vej.
Her er de otte vigtigste sikkerhedstendenser i 2012.
Nu kan du få et open source-toolkit til kamp mod Duqu.
Mystisk: Hackere lukker og slukker for Duqu-botnet.