Computerworld News Service: Interpol har anholdt 25 personer mistænkt for at være en del af hacker-gruppen Anonymous i fire lande i Sydamerika og Europa.
Myndighederne har beslaglagt de mistænktes computere, kreditkort og kontanter.
Arrestationerne er blevet gennemført i 15 byer i Argentina, Chile, Columbia og Spanien, fortæller Interpol i en pressemeddelelse.
Det kom efter en undersøgelse med navnet 'Operation Unmask', der blev indledt i midten af februar som reaktion på cyberangreb målrettet Columbias forsvarsministerium og præsidentens hjemmeside, og mod det chilenske elselskab Endesa og landets rigsbibliotek.
Myndighederne har ransaget 40 lokationer og beslaglagt 250 genstande, heriblandt computerudstyr og mobiltelefoner. Undersøgelsen skal nu finde ud af, hvordan de formodede hacker-aktiviteter er blevet sponseret, fortæller Interpol.
En prominent Twitter-konto med forbindelse til Anonymous, AnonOps, antyder, at gruppen onsdag har angrebet Interpols hjemmeside som hævn for anholdelserne. En tweet lød for eksempel,"Tango Down II 404 Interpol."
Anonymous står ofte bag såkaldte distribuerede denial-of-service (DDoS)-angreb mod hjemmesider, hvor siden bliver bombarderet med så mange forespørgsler, at den går ned.
Arrestationerne markerer en af de hidtil største operationer imod Anonymous, som er en decentraliseret gruppe personer, der står bag hacker-kampagner i protest mod politikker og organisationer, som gruppen er imod.
I denne uge er Wikileaks desuden begyndt offentliggørelsen af omkring fem millioner e-mails fra det internationale efterretningsfirma Stratfor Global Intelligence, som blev mål for Anonymous-angreb i december.
Tidligere i denne måned tog Anonymous æren for at have optaget et telefonmøde mellem amerikanske og britiske myndigheder, der i gang med at undersøge gruppen.
Efterfølgende lagde de en 17 minutter lang optagelse af mødet på Youtube.
Læs også:
Her er hackernes nye super-våben
Hackergruppe vil lukke nettets vitale root-servere.
Politiken og Ekstra Bladet ramt af kæmpe-nedbrud.
Hackergruppe sender tre politiske partier i sort.
Hackere stjæler 39 millioner i gigantisk net-indbrud.
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen