Nu er ventiden slut. Google har langt om længe porteret sin desktop-browser Chrome til Android. Den almindelige Android-browser bygger på den samme webkit-engine som Chrome og bruger også Javascript-motoren V8, men den mangler flere af de funktioner, der kendes fra Chrome.
Nu kan man downloade en betaversion af Chrome til Android 4.0 (Ice Cream Sandwich), som både fungerer på smartphones og tavlecomputere.
Google fremhæver selv hastighed og enkelthed som de væsentligste fortrin i den nye browser. Når man søger, loader de øverste søgeresultater i baggrunden, allerede mens man skriver, så siderne vises med det samme.
Chrome til Android er designet fra bunden til mobile enheder. Fanerne er tilpasset de mobile skærme.
En af de største udfordringer ved at browse på mobilen er at vælge det korrekte link ud af flere på den lille skærm. Nu sørger browseren for at zoome ind på links. Så det bliver nemmere at ramme det rette.
Hvis man logger ind på Chrome med sin Android-enhed, kan man se de åbne faner, som man ikke har lukket på sin computer. Så hvis man skal hurtigt ud af døren, kan man altså fortsætte læsningen på mobilen. Browseren sørger også for at synkronisere bogmærker.
Android-brugere kan hente betaversionen i Android Market. Den er endnu ikke tilgængelig i Danmark, men Google fortæller at den kommer om kort tid. Men den kører altså kun under Android 4.0, og det betyder at det kun er 1 pct. af alle Android-enheder, der kan køre browseren.
Google fortælle ikke om Chrome på et tidspunkt helt skal erstatte den indbyggede browser i Android og man vil heller ikke afsløre, om Chrome kommer til ældre Android-versioner.