Tålmodighed.
Sådan et krav til it-leverandørerne behøver den offentlige indkøbscentral, SKI, formodentlig slet ikke skrive ind i det kommende udbudsmateriale for it-konsulentrammeaftalen 02.15.
For seneste melding fra SKI er nu, at materialet om rammeaftalen, der ved sidste forsinkelse blev lovet offentliggjort "medio januar", endnu ikke er på plads her 1. februar.
"Forsinkelsen skyldes, at vi på baggrund af en dialog med de relevante brancheforeninger har besluttet at justere udbudsdesignet, så den færdige aftale kommer til at passe bedst muligt til den måde, markedet for it-konsulenter fungerer på, og samtidig sikrer den juridiske holdbarhed," fortæller SKI's chef for udbud af it- og teleaftaler, Morten Pedersen, i en skriftlig kommentar til Computerworld.
Dermed løber udbuddet altså ind i sin anden forsinkelse.
Julefreden kom i vejen
For oprindeligt var planen, at materialet skulle komme primo november 2011.
Men det kom julefreden i vejen for, fortalte SKI's administrerende direktør Signe Lynggard Madsen dengang.
Men nu lover SKI så, at offentliggørelsen er "lige på trapperne" og, at man forventer at offentliggøre udbudsmaterialet "snarest".
På SKI's egen udbudsoversigt har man i skrivende stund undladt at sætte en mere præcis tidsangivelse på.
Blev aflyst i 11. time
Rammeaftalen 02.15, der tidligere er vurderet at have en samlet værdi på op imod en milliard kroner, har i øvrigt også tidligere været i modvind.
Tilbage i december 2010 måtte SKI afbryde en prækvalifikation i utide og trække i nødbremsen.
Kort tid efter måtte et hav af SKI-aftaler også aflyses.
Det skete til stor irritation for leverandører, der havde brugt mange timer på at lave udbudsmaterialet.
Faktisk har forløbet omkring 02.15 betydet, at flere it-konsulenter har luftet deres tanke om, hvorvidt de overhovedet gider udbuddet.
Men nu får de tålmodige af landets it-konsulenter altså "snarest" chanchen for at forsøge sig igen, ifølge SKI's seneste melding.