Artikel top billede

Foto: Københavns Lufthavne.

Fem apps som du skal have med på forretningsrejsen

Forretningsrejse eller skiferie? Uanset hvad skal du huske at fylde de her apps på telefonen eller iPad'en, før du tager afsted.

Det er ikke mange år siden, vi altid havde håndbagagen fyldt med rejsebøger, kort og udskrifter fra internettet, når vi var ude at rejse. 

Men sådan behøver det heldigvis ikke længere at være. Der findes en række apps til smartphones og tablets, der kan hjælpe os med at slippe af med en masse rejse-bøvl. 

Hvis du downloader nogle af de fem rejseapps, som vi har med på de følgende sider, kan din næste rejse meget vel blive både bedre og mere papirløs.

1. TripIt

En af de mest populære rejse-apps hedder TripIt.

Med TripIt får du samlet alle dine kvitteringer, hotelbookinger, bestilling af flybilleter og billeje i en mappe. Du forwarder blot mailen med din kvittering til en e-mailadresse hos TripIt, og herefter bliver mailen automatisk arkiveret i en mappe i din TripIt-app.

Med TripIt kan det eksempelvis blive betydeligt lettere, når du skal tjekke ind på dit hotel. Hvis receptionisten på hotellet spørger efter et booking-nummer, behøver du ikke længere stå og fumle med papirudskrifter eller finde mailen med kvitteringen i indbakke på din smartphone. I stedet får du alle dine rejsedokumenter samlet i en app. 

Afkoder dine mails

TripIt forstår desuden at afkode informationerne i dine mails. Det betyder, at når du henter kvitteringen fra din flybillet, så registrerer app'en blandt andet, hvilken lufthavn du lander i, samtidig med at den også kan se adressen på det hotel, du skal bo på. Derfor kan den lynhurtigt give dig en rute fra lufthavnen til dit hotel. 

Hvis du tager på mange forretningsrejser, bør TripIt være en del af dit faste rejse-kit, men den kan bestemt også være handy for alle os, der ikke har stribevis af rejsedage om året. 

Opgraderer du til pro-udgaven af TripIt, får du desuden løbende advarsler og meddelelser om ændringer i dine rejseplaner. Eksempelvis hvis dit fly bliver forsinket, aflyst eller gaten i lufthavnen bliver ændret. Betalingsudgaven koster dig 50 dollar om året - cirka 290 kroner med den aktuelle dollar-kurs.

TripIt findes som app til iPhone, iPad, Android, Windows Phone og Blackberry.

2. Københavns Lufthavns app

Det kan være uoverskueligt at finde rundt i en stor lufthavn som Københavns Lufthavn, hvis du ikke kommer der ofte.

Men hvis du henter lufthavnens officielle app, bliver det betydeligt lettere at finde frem til den rette gate eller finde Starbucks, så du kan få den obligatoriske latte machiatto, før du letter. 

App'en giver dig nemlig ikke blot et kort og en oversigt over de forskellige butikker i lufthavnen. I iPhone-udgaven har den også for nylig fået en såkaldt augmented reality-funktion.

Finder butikker med dit kamera

Det vil sige, at du kan tænde for dit kamera på telefonen og rette den mod et vilkårligt sted sted i den del af lufthavnen, hvor du befinder dig. Herefter vil app'en genkende stedet og fortælle dig, hvilke butikker der er i nærheden af dig.

App'en giver dig desuden oplysninger om ændringer i afgange og ankomster, ligesom den fortæller dig, hvor lang ventetid der aktuelt er i security og giver dig mulighed for at bestille parkering i lufthavnen.

App'en er gratis og findes til iPhone, Android og Nokia-telefoner.

Københavns Lufthavn er dog ikke ene om at have sin egen app. Eksempelvis har Billund, Heathrow, Hamburg og mange andre også en smartphone-app.

3. Kayak

Tag lige et kig ud af vinduet. 

Ville det ikke være rart, hvis du i stedet for mørk dansk vinter havde udsigt til høj sol, 25 grader og et azurblåt hav? 

Ved at downloade den gratis app Kayak kan du planlægge dine rejser i detaljer - og det er tilmed super-let at finde en hurtig og billig afgang til sydens sol. 

I app'en kan du finde flybilletter via en søgefunktion. Her kan du søge efter afgangsdato, temperaturen på destinationen og selvfølgelig prisen. Du kan også booke hoteller og leje-biler i appen. 

Kayak har også en funktion, der minder om den, du finder i TripIt, hvor du kan forwarde dine kvitteringer til en mail-adresse og herefter få adgang til oplysningerne i appen. 

Du kan downloade Kayak til iPhone, iPad, Android og Blackberry.

4. Jetsetter

Her i spalterne har vi tidligere omtalt hotel-booking-siden Jetsetter, der skiller sig ud ved at have en række særligt udvalgte hoteller, der er både eksklusive og lækre.

Du kan booke hotellerne på Jetsetter.com, men Jetsetter har også en lækker app til iPhone og iPad, så du også kan booke et lækkert hotel, mens du er på farten.

Hotellerne på Jetsetter er ofte en sjat dyrere, end hvad du kan finde på mange andre sider. Til gengæld ser kvaliteten også ud til være derefter, og har du adgang til firmaets Mastercard, behøver du jo ikke bekymre dig om prisen, vel?

For de prisbevidste har Jetsetter dog også altid en lang række gode tilbud, hvor selv ret eksklusive hoteller kan bookes til fornuftige priser.

Vil du være sikker på at få hotellet til den laveste pris, kan det dog være en fordel at gå uden om de forskellige booking-sider og i stedet selv kontakte hotellet. Her på PC World Business Center har vi tidligere fortalt, hvordan du kan hustle dig til et billigt hotelværelse.

5. Airport Zoom

I stedet for at have apps fra alverdens lufthavne liggende på din iPad, kan du muligvis nøjes med bare én - nemlig Airport Zoom.

Den indeholder oplysninger om afgange, ankomster, spisesteder og meget andet for mere end 120 lufthavne i hele verden.

I skrivende stund kan jeg eksempelvis se, at SAS' afgang fra Københavns Lufthavn til Gøteborg er forsinket, mens et Lufthansa-fly, der netop er lettet fra lufthavnen i Oslo, ser ud til at ankomme til tiden i Købehavn.

I Airport Zoom kan du desuden også se et kort, der viser, hvilke fly der i øjeblikket er under indflyvning til de forskellige lufthavne. Eksempelvis kan jeg se, at der er fire fly under indflyvning til Københavns Lufthavn, hvoraf det ene er et fly fra Cimber Sterling, der kommer fra Malaga og befinder sig over Køge Bugt i 3250 fods højde.

Airport Zoom er gratis og findes kun som app til iPad, men du kan også prøve at hente app'en FlightAware, der tilbyder mange af de mange funktioner, mens som ud over en iPad-udgave også findes som app til iPhone, Android, Windows Phone og Blackberry.

Læs også:

Her er de fede gadgets til din forretningsrejse  

Sådan får du dit drømme-hotel til den laveste pris




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere