Læs også:
1,2 millioner danske hjem ramt af store nedbrud
Den længe ventede omlægning af det digitale, jordbaserede sendenet kom onsdag dårligt fra start.
En endnu ukendt fejl hos Teracom, der driver det danske sendenet, betød nemlig kort efter premieren klokken seks i morges, at hele nattens arbejde med opsætning og test gik tabt.
"Der sker en databasefejl klokken 06.01. Og vi ved faktisk ikke 100 procent sikkert, hvad fejlen er. Og det betyder, at vores router går ned, og vi går tilbage til alle de gamle settings," siger Kjeld Nexø, der er drifts- og systemchef hos Teracom.
"Det var fandme ærgerligt, for vi havde ellers det hele kørende, og folk var jo glade," siger han.
I morges betød nedbruddet, at morgenfriske tv-kunder, der opdaterede deres kanalliste på stuealteret, risikerede sort skærm. Det skyldtes, at Teracom fik gang i en backup med de gamle indstillinger, mens folkene gik i gang med at konfigurere nettet påny for at få kanallisterne til at passe med virkeligheden igen.
"Klokken 09.15 var vi på plads. Og vi fortsætter selvfølgelig med vores test og valideringsarbejde nu," siger Kjeld Nexø.
Switche og routere
Det er en række Cisco switche og routere hos Teracom, der sørger for, at datastrømmene fra de forskellige tv-selskaber bliver distribueret ud på de rigtige sendemaster og derfra videre ud til dit fjernsyn, hvis du har antenne på taget.
Spørgsmålet er nemlig, hvorfor henholdsvis den såkaldte SI-database, der bestemmer kanalernes programpladser, og databasen til den elektroniske program guide gik ned i morges.
SI/EPG-databasen indeholder al information om, hvor signalerne skal routes hen og informationer om de enkelte programmer på de forskellige tv-kanaler.
Ifølge driftschefen er det umiddelbart ikke en hardwarefejl, som i morges fik udstyret til at gå ned.
I stedet arbejder folkene med en teori om, at problemerne skyldes en softwarefejl. Fejlfindeingen er vigtig, fordi sendenettet stadig kører på en backupløsning, fordi Teracom var nødt til at sætte en helt ny router op i morges.
"Vi skal nu finde ud af, hvad der gik galt med det defekte apparat, for hvis det er en software-fejl, så kan man være nervøs for, at det kan ske igen," siger han.
Når fejlen er fundet, kan firmaet få et ekstra system op at køre som backup-løsning, så man er garderet, hvis der skulle gå noget galt igen. Det er ifølge driftschefen ikke muligt at have en backup-løsning på plads på forhånd, fordi den skal opbygges ud fra et fungerende system.
"Du skal bygge konfigurationen først, og så kan du lave en backup ud fra denne senere. Det er ikke noget, du kan lave på forhånd," siger Kjeld Nexø.
Han er uforstående overfor, hvordan fejlen kunne opstå, eftersom Teracom i et stykke tid har kørt med mpeg4 og tidligere har testet konfigurationerne uden problemerne.
Det jordbaserede sendenettet styres af Teracom centralt fra Taastrup, og herfra distribueres signalerne ud til sendemasterne, der dækker hele landet.
Morgenens fejl betød i øvrigt, at danskerne fik lov at se TV2-Danmark gratis et par timer længere, end det egentlig var planlagt, inden den overgik til betalingskanal.
Læs også: