Computerworld News Service: Det er ikke umuligt at oplade en telefon ved hjælp af solceller på enhedens bagside, men det er meget udfordrende, konkluderer Nokia efter at have afsluttet et test-projekt på området.
Der er stadig et stykke vej, inden vi finder en brugbar og ubesværet løsning, fortæller virksomheden.
Hvis de blev placeret på præcist den rigtige måde, så kunne prototype-telefonerne, der er udviklet af Nokia og testet som en del af projektet, i bedste fald høste nok energi til at holde sig i live på standby-mode og til meget begrænset taletid, skriver Nokia i et blogindlæg i denne uge.
Den største udfordring handler om den begrænsede plads på bagsiden af telefonen, der sætter grænser for, hvor stort panelet kan være, og dermed hvor meget batteriet kan oplades, fortæller Nokia.
Virksomheden opnåede relativt gode resultater, når telefonen blev båret omkring udendørs, for eksempel i en holder omkring halsen.
Men det er hverken "den mest stilede eller praktiske metode, og der er behov for en anden løsning," siger Nokia uden dog at foreslå, hvad det kunne være.
De bedste resultater blev opnået i Kenya. Nokias prototype blev også testet i Sydsverige, på Arktis og på det baltiske hav.
Har forsøgt i årevis
Opladning af mobiltelefoner ved hjælp af solceller er ikke noget nyt koncept. Nokia lancerede for eksempel det, virksomheden mener, var den første soldrevne telefon tilbage i 1997.
Senere har leverandører som Samsung Electronics og LG Electronics introduceret smartphones med solceller på bagsiden. Samsung S7550 Blue Earth og LG GD510 Pop blev begge annonceret i 2009.
Leverandørerne troede, at de kunne kapitalisere på offentlighedens interesse for miljøvenlige produkter, vurderer Francisco Jeronimo, der er research manager hos IDC.
Men forbrugerne var ikke villige til at betale mere for et solpanel, og teknologien var og er ikke klar til at gå mainstream, siger han.
Men det giver alligevel mening at bruge solkraft de steder i verden, hvor elektricitet er en begrænset ressource, også selv om teknologien langt fra er perfekt, mener Francisco Jeronimo.
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen.