Artikel top billede

Image 2011: Stilhed før storm

På distributørsiden er der bevægelser i feltet, som antyder, at der kan være store forandringer på vej. Årets Image-undersøgelse viser flere områder, hvor der er plads til forbedringer.

Also Actebis er bare suveræn. Det er svært at konkludere andet ud fra årets Image-undersøgelse. De godt 2.500 forhandlere, der har bidraget til årets omfattende bedømmelse af distributører og producenter, har talt. Og endnu en gang har de givet distributøren Also Actebis topplaceringen.

Hos Producenterne er det Intel, der har distanceret Kingston og opnået forhandlernes største gunst.

Selvom alt dermed ligner "som vi plejer" i årets Image-undersøgelse, kan resultatet måske også læses som et varsel om forandringer. En slags stilhed før storm. For især i distributørleddet er konsolideringen nu så gennemgribende, at det må give nye muligheder.

En vigtig parameter er selvfølgelig, at Also Actebis er bredt kendt. Men navneskiftet til fra Actebis til Also Actebis har tilsyneladende kostet lidt på den konto i år, fortæller manden bag undersøgelsen, Palle Klinke Hansen, som på de bagvedliggende tal kan se, at en anelse færre end sidste år angiver, at de kender Also Actebis. Men i forhold til kendskab har Also Actebis aldrig været den mest kendte distributør. Det et en position, som Tech Data suverænt har holdt gennem de seneste par år.

Kendskabsstyrke giver ikke fuld valuta

For Tech Data har den bedre kendskabsgrad imidlertid ikke kunnet udmønte sig i en bedre placering end Also Actebis. Man kunne ellers have spekuleret i, om Tech Data med den fuldbyrdede integration af Rosenmeier kunne tilføre lidt jysk charme til den store amerikanske maskine og dermed ville kunne mønstre flere muskler i Image-undersøgelsen.

Men det er også hårde ods at være oppe imod Also Actebis. For Taastrup-distributøren gør et godt job. Ud af de 17 kategorier, som distributørerne i undersøgelsen bliver bedømt på, har Also Actebis formået at blive nummer et i 16. Samtidig er det sjette år i træk, at Also Actebis vinder denne hæder.

Intel viser muskler

På producentsiden er det Intel, der er braget igennem i årets Image-undersøgelse og taget springet op som forhandlerens favorit. Et valg, man umiddelbart godt kan være lidt skeptisk over, mest fordi Intels direkte kontakt med den danske kanal er til at overse. Men Intel viser i undersøgelsen, at producenten gennem mange års opbygning af brandet Intel har skåret sig ind i både forbrugernes og kanalens bevidsthed. Så meget, at Intel nærmest har udraderet konkurrenten AMD, der har taget en rutsjetur på 11 pladser ned ad listen. Kun overgået af Nokias fatale rutsjetur på 19 pladser.

Det er ikke kun konkurrenterne, der er blevet trynet af Intel. Mcafee, der er blevet købt af Intel, har også taget en solid tur ned af rangstigen. Måske fordi det stærke brand, Intel, overdøver nichebrandet McAfee.

Men top- og bundplaceringerne er ikke hele undersøgelsen. Når man går lidt ned i tallene, bliver Image-undersøgelsen straks mere dramatisk og fortællende. Og en af de faktorer, der sandsynligvis har haft indflydelse på forhandlerenes sindelag i år, har været cloud-bølgen. Det, havde redaktionen på fornemmelsen, ville ske, så derfor er Image-undersøgelsen i år også krydret med en undersøgelse af, hvordan danske forhandlere forholder sig til cloud. Og især hvordan de forholder sig til producenternes kommunikation omkring cloud. Og det er faktisk interessante tal, der viser, at producenter og forhandlere måske ikke taler så godt sammen, som man kunne forestille sig.

Konsolidering

En anden faktor, der slår tydeligt igennem i året Image-undersøgelse, er konsolideringen især i distributionsleddet.
Helt konkret er den mindre Fredericia-distributør Dataline holdt op med at eksistere. Det nuværende økonomiske klima og kanelstrukturen har gjort det for giftigt for Dataline. Derfor er Dataline for første gang i Image-undersøgelsen ikke blandt de spillere, som forhandlerne har kunnet bedømme.

En anden spiller, der er med i Image-undersøgelsen, er GS Scandinavia. Men kort efter, at forhandlerne havde bedømt distributøren, måtte også GS Scandinavia erkende, at det ikke kunne holde længere. På forhandlerens bedømmelser kan man dog læse, at det ikke er fordi, forhandlerne har været utilfredse med GS Scandinavia. Snarere tværtimod. GS Scandinavia er gået frem på alle parametre i årets undersøgelse og scorer en position lige uden for Top ti, som nummer 13 på den samlede Image-liste.

Både for Dataline og GS Scandinavia gælder i øvrigt, at deres særlige stilling på markedet har gjort, at henholdsvis Boston Distribution og EET har samlet resterne op efter de to vellidte distributører.

Når man i det regnestykke medtager, at en tredje af de »gamle« spillere, Inter-Data, har valgt at forlade sin oprindelige metier som bred distributør og populært sagt er gået i nichen for at overleve, så tegner der sig et billede af en gennemkonsolideret kanal.

Folkedistributører

Men det rejser også spørgsmålet, om der så ikke er opstået et hul i kanalen, som i fremtiden kan give markedsmuligheder for nye spillere. Da Nørresundby-distributøren SMG i sin tid leverede til kanalen, var der et klart billede af, at der var plads til en jysk »folkedistributør« uden for hovedstadsområdet, som med andre kvaliteter og en anden tilgang til forhandlerne opfyldte nogle behov.

Men nu er de væk alle sammen - SMG, Rosenmeier, Dataline og nu også Inter-Data - i hvert fald på den brede bane.
Netop billedet af den mere folkelige leverandør, der er i øjenhøjde med forhandlerne, er det måske værd at fast i. For går man over og ser på producenterne, så skiller en printerproducent sig ud på nogle af de nære folkelige kvaliteter.

Det er Brother, der gennem de sidste par år har arbejde sig støt op gennem tabellen. Sidste år debuterede Brother i Top ti blandt producenterne. I år har printerproducenten taget endnu et nøk op og placerer sig på en fornem niendeplads.

Næste år er lakmusprøve

En anden producent, der har gjort det rigtig flot, er Samsung. Sidste år tog Samsung et spring på tre pladser op i tabellen. Det har de gjort igen. Det er blandt andet på forhandlerprogrammer og støtte i salgsprocessen, at Samsung har taget springet. Men samtidig må man have in mente, at efter, forhandlerne bedømte Samsung i Image-undersøgelsen, har det koreanske firma skilt sig af med Casper Sanderhage, som har været Samsungs primære ansigt over for den danske kanal. Og sidst men ikke mindst har Samsung på det seneste vist sig at have endda overordentligt svært ved at levere computere til den danske kanal. Det fratager ikke Samsung den flotte placering som nummer fire i årets undersøgelse, men det bliver ekstra spændende at se, om Samsung vil kunne holde placeringen næste år. Der er dog ingen tvivl om, at Samsung er et stærkt navn hos de danske forhandlere.

Og når man taler om stærke navne, så er der et, som man ikke kan komme uden om i året undersøgelse. Det er Ingram Micro. Men ikke Ingram Micro, som vi husker det. Det er Ingram Micro DC/POS, som er den store Ingram Micro-koncerns division for salg af data capture-løsninger og point of sales-systemer (POS), som er sat bedømmelse i årets undersøgelse.
Når man ser på antallet af forhandlere, som angiver, at de kender Ingram Micro DC/POS, giver det dog et billede af, at det er det gamle Ingram Micro, der forlod det danske marked tilbage i 2008, de har bedømt, og ikke den niche-distributionsafdeling, der stadig opererer på det danske marked.

Det gode Ingram Micro-navn giver så stærkt et klap i ryggen, at Ingram Micro DC/POS er røget direkte ind på en tiendeplads i årets undersøgelse.

Microsoft må tage tævene

Microsoft har også et godt navn. Softwareproducenten fastholder positionen som det mest kendte brand blandt distributørerne. Men selvom Microsoft er et godt navn, så kan selskabet ikke gøre krav på førstepladsen. For selvom Microsoft faktisk scorer pænt på mange parametre hos forhandlerne, så ser det ud til, at skyerne hænger lidt lavt over producenten. I forbindelse med årets Image-undersøgelse har vi som tidligere nævnt også spurgt om forhandlernes holdninger omkring cloud. Forhandlernes svar sammenholdt med Microsofts fald med et par pladser i tabellen, ser ud til at hænge sammen. Som den vigtigste og måske mest synlige cloud-partner i kanalen må Microsoft nemlig tage tævene for, at forhandlerne er en smule frustrerede over kommunikationen fra producenterne.

Netop det, at cloud ligger og prikker som en frustration over kanalen, kan være årsagen til, at gamle hæderkronede pc-producenter som Dell og Fujitsu får lidt luft i årets undersøgelse, der i øvrigt på producentsiden bærer præg af mange små bevægelser.

En bemærkelsesværdig detalje er i hvert fald, at der blandt distributørerne er fem spillere, som kan notere fremgang for andet år i træk. Det er MM Distribution, Boston Distribution, Aurora Group, Arrow ECS og AV Distribution. Hos producenterne, hvor feltet er langt større, er der kun fire spillere, som kan notere fremgang for andet år i træk. Det er Intel, Samsung, HTC og Brother.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere