Størrelsesforholdet er som Tivolis Gyldne Tårn overfor Eiffels i Paris. Alligevel satser den nordjyske softwareudvikler Retail Planit på at blande sig med de store på Københavns Fondsbørs.
Selskabet havde en omsætning på 25 millioner kroner i 2002, og derfra er der et stykke vej op til IT-selskabet på Fondsbørsen med den laveste omsætning, nemlig Danware med en omsætning på godt 100 millioner kroner.
Samtidig har det ikke just været rare tider for de øvrige børsnoterede selskaber, der ikke har meget at juble over, hvad aktiekursen angår.
Retail Planet, der forhandler og udvikler software med fokus på optikerbranchen, venter alligevel at gøre sin entre på de bonede gulve i 2004, skriver dagbladet Børsen. Lykkes det, kan selskabet blive det første nynoterede selskab på Fondsbørsen i tre år.
Selskabet i Hjørring blev i 2000 købt ud af softwarevirksomheden Targit for 10 millioner kroner. Pengemændene bag selskabet er to mangemillionærer med adresse i Monaco ? Christian Elster og Ib Nørholm.
Christian Elster, der ejer en tredjedel, venter at kunne sælge selskabet for 60-80 millioner kroner via børsintroduktionen, og selskabet har hyret en investeringsbank som skal hjælpe med forberedelserne til satsningen.
Retail Planit har i dag 35 ansatte i Danmark, Sverige, Norge og England og selskabet åbner til nytår et datterselskab i Tyskland.
Ifølge storaktionæren er ambitionen at blive markedsledende næste år inden for software til optikerbranchen i Europa. Det kræver angiveligt 6000 slutbrugere rundt i optikerkæder, hvilket er dobbelt så mange, som selskabet har i dag.
For 2003 venter det nordjyske firma en omsætning på 30 millioner kroner og et overskud på godt tre millioner.