1. Ens på overfladen
Skuffelsen fra æble-venner var næsten hørbar, da Apple for en lille måned siden præsenterede deres bud på iPhone 4's afløser. For har du allerede en iPhone 4, skal der en ekspert til for at spotte forskellen (tip: mute-knappen er flyttet et par millimeter, se foto til højre).
Det er med andre ord på indersiden, at der er skiftet nok, til at Apple kan retfærdiggøre 4S-navnet.
Men for at få det ud af verden med det samme, så synes vi, at det er ærgerligt. Der er givetvis nogen, der holder af den lille 3,5 tommer skærm med den høje opløsning på 960 x 640 pixels, men vi synes, at en 4 tommer skærm havde klædt 4S. Specielt set i lyset af at mange Android-modeller i disse dage kommer på markedet med skærme på 4 tommer eller mere. Men det må blive næste gang.
Flot og klar, men ikke i top
Skærmen er i øvrigt stadig ganske flot og klar, men har du først set en Super AMOLED skærm fra Samsung (se vores test af Galaxy S II her), kan den virke lidt død i farverne. Retfærdigt? Måske ikke, men blandt topmodellerne er konkurrencen hård, og hver eneste farvestrålende pixel tæller.
Men mens ydersiden kan skuffe lidt, har Apple til gengæld fat i den lange ende med sin dobbeltkernede A5 processor. Ifølge Apple er hastigheden mere end doblet fra 4 til 4S, og når det kommer til grafik, er der tale om en syv-dobling.
Om det lige er en fordobling er svært at se, men der er ingen tvivl om, at iPhone 4S har fart på. I mail og kalenderprogrammerne er det svært at se, men surfer du på lidt større hjemmesider, scanner QR-koder eller spiller nogle af de nye flotte spil, mærkes forbedringen klar. Specielt hjemmesider, som før hang lidt, renderes nu lynhurtigt på skærmen - forudsat at du har en anstændig tele- eller Wi-Fi-forbindelse.
2. Kortere levetid, bedre antenne
Prisen for den bedre hastighed og grafik betales af batterilevetiden. I brug er det svært at se en forskel, men Apple erkender, at standby-tiden er blevet lidt ringere. Noget af det skyldes den nye cpu, men også den seneste udgave af iOS-styresystemet giver tilsyneladende problemer (se artikel om Apples batteriproblemer her).
Det skal dog bemærkes, at iPhone 4S stadig er blandt de bedre smartphones, når det kommer til batterilevetid. Spil vil som altid dræne batteriet i turbofart, men tjekker du mail ofte, læser nyheder og bruger den jævnligt i løbet af dagen, kan du sandsynligvis klemme 1,5 dag ud af den.
Ny antenne, som virker
Med 4S har Apple også hældt et andet antennedesign i modellen - og tak for det. Har du en tidlig iPhone 4 og en udbyder med en knap så god dækning, har du sandsynligvis prøvet at miste opkald og dataforbindelse - også steder hvor andre har god dækning. Og også selv om du bruger et etui, som skulle begrænse problemerne.
Den slags problemer er der ikke med 4S, og det betyder, at undertegnede ikke længere behøver at føre samtaler i sin carport, men nu kan bruge sin telefon indenfor i huset.
3. Nyt og godt kamera
Et andet sted, hvor iPhone 4S også klarer sig godt, er på kameradelen. Kameraet i iPhone 4 var et af de bedre i smartphone-verdenen, men med det nye 8 megapixel kamera er Apple rykket gevaldigt frem i klassen. Det skyldes blandt andet, at iPhone 4S nu er udstyret med en større sensor, som dermed fanger flere detaljer og arbejder bedre i situationer, hvor lyset ikke er optimalt.
Samtidig kan du med den nye software låse både fokus og eksponering. Dermed kan du tage for eksempel panoramabilleder, uden at lyset skifter fra billede til billede, efterhånden som du drejer mobilen.
Den nye hardware betyder også, at tiden det tager, før du kan tage det første billede, er reduceret. Og du kan desuden dobbeltklikke på "hjem"-knappen to gange, mens 4S er låst - og blive sendt direkte til kameradelen uden at resten af telefonen skal låses op. Det er smart, hvis du lige skal tage et hurtigt billede uden at taste pin-koden ind og finde kameraprogrammet.
Let billedbehandling
Nyt (i iOS 5) er også et forbedret fotoredigeringsprogram, hvor du hurtigt kan beskære billedet, fjerne røde øjne og justere kontrasten. Det er ikke Photoshop, men det fungerer fint med de få begrænsede funktioner, der er.
Forbedringerne til trods og en ny blænde på 2,4 er det stadig et mobilkamera og vil aldrig kunne matche bedre kompaktkameraer, uanset hvor rosenrøde presse-testbillederne er.
Også inden for video har kameraet fået et nyk opad og leverer nu lidt skarpere klip med færre rystelser, da Apple har indbygget anti-ryste software i 4S, som udnytter telefonens gyroskop. Det er fint, og her oplever vi faktisk, at 4S snildt matcher de mange kompaktkameraer, der også har sneget sig op i HD-kvalitet.
4. Snak og skuffelse med Siri
En af Apples salgsargumenter for den nye iPhone 4S er Siri, som er et tale-interface, du kan tale til og få resultater læst op fra. Og lad os sige med det samme, at tale-teknologien i 4S på én gang er spændende og skuffende.
Spændende fordi Siri faktisk kan en hel del - så længe du taler engelsk (eller tysk, fransk og spansk) til den. Den kan svare på spørgsmål om, hvor højt verdens højeste bjerg er, hvad vejret er i London lige nu og en hel del andre faktuelle spørgsmål, som den slår op på nettet.
Samtidig kan den også sætte aftaler op i din kalender eller sende SMS'er til udvalgte kontakter. Desuden kan Siri også have geografiske reminders, sådan at den kan minde dig om at købe mælk, når du går fra arbejdet i morgen.
Skuffelsen ved Siri er dog, at det ikke rigtigt virker ud over som en gimmick. For jo, det er sjovt nok at spørge om højden på bjerge og klimaet i fjerne byer. Specielt når du skal vise dine venner, hvorfor du har købt en 4S. Men før eller siden bliver både du og vennerne lidt trætte af party-tricket.
Bedre bliver det heller ikke af, at Siri (som på engelsk er en mand, men amerikansk en dame) er en smule hørehæmmet og dermed har svært ved at forstå dig, hvis du er i lokale med lidt støj og baggrundssnak. Du skal samtidig lige lære at tale roligt og i den rigtige hastighed - og så i øvrigt ikke regne med at danske navne samt by- og stednavne bliver fanget af maskinen.
Vi kan sagtens på sigt se Siri og andre nye tale-tjenester blive rigtigt spændende, men lige nu er Siri mest af alt en gimmick.
5. Konklusion
Samlet set er iPhone 4S stadig en af de mere attraktive smartphones på markedet, men alderen trykker på forskellige måder.
Den seneste opdatering af iOS til version 5 rettede på en del af de mangler, som iOS har - specielt med beskedcenteret. Men systemet virker stadig lidt gammeldags, når det kommer til multitasking, og man skal ind i en app for at få vist informationer, mens man på Android kan oprette widgets på startskærmen og i Windows Phone 7 få trukket data frem i ikonerne.
Forbedringerne i telefonens processor og grafik er dog tydelige at se, når du bruger din telefon til andet end mail og SMS - og det nye kamera og video-system leverer flotte og klare billeder.
Vi ville dog ønske, at Apple havde øget skærmstørrelsen til 4 tommer - og de kunne for vores skyld godt have holdt fast i opløsningen og dermed alle de gamle programmer i App Store. Og måske endda arbejdet lidt med designet.
Vi ville ikke tøve med at købe en iPhone 4S, men førerpositionen fra for et par år siden er ikke længere så klar. Android-modeller fra specielt Samsung presser sig på med højere opløsning samt flottere og større skærme. Android er dog langt fra at kunne konkurrere med Apples App-univers, men forskellen er ikke længere så stor.
Folk på udkig efter en ny smartphone-topmodel bør derfor se sig godt for - og ejere af iPhone 4 har i vores øjne ikke mange gode grund til at skifte til en S (det sidste har Samsung ironiseret en del over i denne lille sjove film).