Svar udbedes, Morten Svendsen

Han undrer sig over, hvorfor offentlige beslutningstagere ikke rykker hurtigere på digital forvaltning, og synes, danskerne bør lægge janteloven på hylden. Hans arbejde flyder sammen med Peter Plys og skateboard i familiens skød. Mød administrerende direktør for Fujitsu i Danmark, Morten Svendsen, som her svarer på spørgsmål fra Computerworld Onlines rodekasse.

- Hvad har du brugt mest tid på at tænke over det seneste døgn?

- Vi sidder midt i arbejdet med vores strategiplan for de næste tre år. Det har optaget mig meget. Jeg synes, vi har mange meget progressive tanker om outsourcing og digital forvaltning i Danmark, hvor vi udnytter, at vores løsninger er klar til at give borgerne adgang til egen sagsbehandling, og borgerne over internettet kan følge behandlingen af egne sager i en kommune.

Og så kommer jeg lige fra et møde med Ebeltoft Kommune, hvor vi er meget tæt på at lancere et kvantespring inden for digital forvaltning.

- Hvad laver du, når du ikke arbejder?

- I de timer, der er udover arbejde, prioriterer jeg min familie meget højt. Men jeg må så også være ærlig og sige, at jeg arbejder meget og mange timer. Men sammen med familien tager vi på ture, kører på skateboard og cykel, som man nu gør, når man har små drenge.

Men der er ikke en klar skillelinje mellem arbejde og fritid. Jeg tænker meget på mit arbejde, når jeg er hjemme, og jeg tænker jo også meget på min familie, når jeg er på arbejde.

  • Morten Svendsen
  • 35 år
  • Gift med Elsebeth. De har to børn, Jonathan på fem år og Alexander på 2 år.
  • Cand. merc. i økonomistyring fra Aalborg Universitet, 1994
  • Økonomichef i Danosi, 1994
  • Økonimichef i ICL Danmark, som siden skiftede navn til Fujitsu Invia, 1996
  • Økonomidirektør i ICL Danmark, 1998
  • Administrerende direktør i Fujitsu, som tidligere hed Fujitsu Invia
  • - Hvilken bog ligger på dit natbord?

    - Normalt lægger jeg mig til at sove, når jeg går i seng. Men der ligger en hel del faglitteratur. Lige nu ligger der en spændende bog, skrevet af Lars Juul Nielsen, der er en af mine venner. Den hedder ?HR fitness? og handler om, hvordan man bruger IT til at implementere strategi ud i alle hjørner af en organisation.

    Der ligger også havebøger. Jeg har en stor have, som prøver at sætte mig ind i, hvordan man passer. Og så ligger der Peter Plys. Jeg læser meget sammen med mine børn, og en bog, vi er helt enige om, er god, det er Peter Plys.

    - Hvornår har du sidst sagt: "Det kan jeg simpelthen ikke finde ud af" i en IT-sammenhæng?

    - Det tror jeg aldrig, jeg har sagt. Jeg har utallige gange spurgt mine medarbejdere igen og igen om problemstillinger, som de skulle forklare mig. Og jeg bliver ved, til jeg overordnet forstår det. Men jeg gør mit yderste for at forstå de problemstillinger, vi står med, selvom det kan være meget teknisk.

    I en lidt bredere IT-sammenhæng forstår jeg ikke, hvorfor offentlige beslutningstagere ikke rykker hurtigere inden for digital forvaltning. Mange taler om det, teknologien er til stede og løsningerne er til stede. Men der er en meget stor tøven i den beslutningsproces i Danmark, og vi kommer ikke rigtig i gang på det niveau, vi har mulighed for.

    Det undrer mig, fordi vi ved, der er meget stort pres på, at vi har en effektiv offentlig administration, og der er IT en vigtig nøgle

    - Hvem er din største helt?

    - Jeg tror ikke, jeg som sådan har en helt. Men jeg har meget stor respekt for Hr. Møller, fordi han har opbygget en meget succesfuld virksomhed - en dansk succeshistorie. Men jeg går ikke rundt og har heltebilleder, men der er mennesker, jeg har stor respekt for. Der er mange dygtige mennesker, som gør en stor indsats i mange sammenhænge

    Fem webadresser fra 'Foretrukne'-listen på Morten Svendsens computer:
  • www.fujitsu.dk
  • www.edocdigisign.dk
  • www.computerworld.dk
  • www.borsen.dk
  • www.berlingske.dk
  • - Hvad er danskernes værste egenskab?

    - Danskerne har jo mange gode egenskaber, men det er nok meget dansk, at man starter med at spørge, hvad den værste er. Jeg tror et eller andet sted, at det desværre stadigvæk er janteloven, som får lov at spille en al for stor rolle i det danske samfund. Det undrer mig, at vi danskere ikke er i stand til at lægge den på hylden og vise overfor hinanden og verden, at vi har et enormt potentiale. Vil lægger nogle unødvendige begrænsninger på vores muligheder for succes, og det kan ikke gå hurtigt nok med at gøre op med det.

    Ved at arbejde i en international virksomhed som Fujitsu møder man mange forskellige nationaliteter og kulturer, som på ingen måde er tynget af janteloven. Det kan vi som danskere lære meget af. Vi er bange for at gå linen helt ud, fordi man kan risikere at lave fejl. Men hvis vi har den frygt for at lave fejl, så flytter vi ikke vore samfund nok.

    - Hvad mener du om udtrykket "sin egen lykkes smed"?

    - Jeg er enig i, at man skal tage ansvar for sig selv, for det skylder man sig selv. Men i den måde jeg, og de fleste andre mennesker, arbejder på, er det jo i samarbejde med andre mennesker, man når resultater. Så der er to sider af den.

    - Hvordan reagerer du, når du bliver kritiseret?

    - Der vil nok være forskel svaret, når du spørger mig, og når du spørger andre. Men jeg anstrenger mig for at lytte og høre efter, hvad det er folk mener. Nogen gange er jeg enig og tager det til mig, andre gange er jeg uenig, og så tager jeg det ikke til mig. Men jeg gør meget ud at holde fast i, at kritik er positivt ment. Det er vigtigt, når man sidder med meget ansvar, som jeg gør, at man er klar på at diskutere og åben overfor de input og den kritik, folk må have.

    Men vi har alle sammen nogle styrker og svagheder, og man skal være bevidst om at styrke sine styrker, men nogen gange må man også acceptere sine svagheder og så lære at leve med dem.

    - Hvad får dig til at blive ved med at synes, at dit job er sjovt?

    - Der er jo det at skabe resultater i en virksomhed, at udvikle medarbejderne og forretningen. Jeg har brugt meget tid på at skabe en klar profil for Fujitsu i Danmark, men det, der er sjovt, er at arbejde med mennesker.

    - Hvilken genstand betyder mest for dig?

    - Den genstand, jeg bruger mest tid med, er min mobiltelefon. Jeg kan blive beskyldt for at trække vejret gennem den. Jeg har ikke som sådan et forhold til den, den lever et hårdt liv og bliver ofte skiftet ud. Ellers er den genstand, jeg sætter mest pris på, mit hus, som rammen om det liv jeg har med min familie. Men ellers er genstande nok ikke noget, jeg går så meget op i.

    - Hvilket job har du om ti år?

    - Ti år er lang tid. Men jeg er glad for det, jeg laver i dag. Der er mange spændende udfordringer og jeg har egentlig ikke noget ønske om have en meget anderledes rolle om ti år. I den funktion, jeg har i dag, er der også udfordringer til mange år endnu for at nå de mål, jeg gerne vil.




    Brancheguiden
    Brancheguide logo
    Opdateres dagligt:
    Den største og
    mest komplette
    oversigt
    over danske
    it-virksomheder
    Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
    Ed A/S
    Salg af hard- og software.

    Nøgletal og mere info om virksomheden
    Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

    Kommende events
    Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

    Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

    20. august 2024 | Læs mere


    Det Digitale Produktpas

    Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

    21. august 2024 | Læs mere


    Cyber Security Summit 2024

    På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

    27. august 2024 | Læs mere