Artikel top billede

(Foto: THAM KEE CHUAN / THAM KEE CHUAN)

Historisk tilbagegang: For første gang nogensinde er computere generelt blevet langsommere

Den globale processor-stand er blevet langsommere. 2025 årgangen er indtil videre sløvere end sidste års modeller, viser omfattende benchmark-undersøgelse.

Udviklingen indenfor computere plejer kun at gå en vej. De bliver hurtigere år for år.

Denne tendens går helt tilbage til processorens allertidligste rødder, hvor Intel-guruen Gordon Moore, noterede sig, at antallet af transistorer i en processor blev fordoblet nærmest årligt. Et fænomen som efterfølgende blev kaldt ’Moores lov’.

I år synes den fremskrivning slet ikke at holde stik, fremgår det af en af de længstelevende benchmark-platforme til Windows pc’er, PassMark.

Ifølge seneste opgørelse fra selskabet, opnår både de laptop og desktop pc’er, som er blevet benchmarket i 2025 en lavere score end i gennemsnittet for 2024.

Faldet er størst blandt servere, hvor der noteres et fald på hele 5,7 procent, efterfulgt af laptops, som scorer 3,4 procent lavere end i sidste år, mens desktop-enheder er 0,5 procent sløvere i 2025.

Historisk tilbagegang

For PassMark er det første gang siden selskabet debuterede i 2004, at der noteres et fald fra år til år når det gælder laptops og desktop enheder.

I 2020 blev der noteret et markant fald i server-ydelse, hvor ydelsen i snit faldt med knap 10 procent.

Resultaterne for 2025 er målt over 25.000 benchmarkmålinger, hvilket udelukker større statitisk usikkerhed.

Faldet kan til en vis grad tilskrives et faldende antal regnekerner, da selskabets målinger per regnekerne ligger stort set stabilt fra 2024 til 2025.

Når det gælder de stærkeste enheder på markedet, er der dog en vis fremgang at melde om. Her er den højest ydende laptop-processor en 2025-nyhed i form af Intels Core Ultra 9 275 HX.

I server- og desktop-verdenen er den hurtigste knallert på kajen begge signerede af AMD med henholdsvis EPYC 9655P og Threadripper Pro 7995WX.




White paper
Sikkerhed gjort enkelt: Beskyt din virksomhed direkte i browseren