Til næste år kan vi forvente en bølge af smartphones og tavlecomputere med x86-processor og Android. Det kan blive resultatet af et samarbejde mellem Intel og Google, der blev præsenteret i september. Aftalen blev afsløret på Intel Developer Forum i San Francisco og den betyder at Intel nu vil arbejde tæt sammen med Google om at få Android over på x86-platformen.
Her tænker Intel i første omgang på sin lavenergi-processor Atom. På IDF kunne Intel-chef Paul Otellini da også vise en Atom-baseret smartphone med Android 2.3.
Intel er under pres fra ARM, som allerede dominerer totalt inden for smartphones og tablets, og nu også gør klar til at angribe pc- og server-markedet. Det kommende Windows 8 kører også på ARM og dermed bliver truslen mod Intel (og AMD) endnu større.
Aftalen mellem Intel og Google om at få Android over på x86 blev da også afsløret næsten samtidig med Steve Ballmers første officielle præsentation af Windows 8. Så signalet kunne ikke være mere tydeligt. Intel gør klar til at angribe ARM på hjemmebanen - de små mobile enheder.
Her skal Intel blandt andet kæmpe mod Nvidias nye ARM-baserede superprocessor Tegra 3 med fire kerner.
Det handler om servere
Faktisk har ARM endnu bedre chancer for at udfordre Intel når det gælder højtydende servere end normale skrivebords-computere. Mens strømforbruget ikke spiller den store rolle for almindelige computere er det helt afgørende i serverrummet, hvor man har 1.000, 10.000 eller 100.000 servere kørende i samme lokale.
Her kan ARM score afgørende point. HP har da også annonceret sit nye Project Moonshot, der skal reducere strømforbruget i verdens datacentre med op til 90 procent ved at bruge ARM-chips. Der er netop kommet en 64-bit version af ARM-arkitekturen, der også er egnet til virtualisering, og det skal bane vejen for indtoget i serverrummet.
I de gigantiske datacentre som Google, Apple, Amazon og andre internet-giganter har konstrueret spiller energiforbruget en afgørende rolle - her er det typisk ikke prisen for hardwaren, der afgør om datacenteret er profitabelt, men derimod det totale strømforbrug. Og det kan sænkes betydeligt med ARM-processorer.
Intel leverer stadig 90 procent af alle processorer til servere - et marked, der har en værdi på mere end 60 mia kr. om året.
Kampen i forbrugernes lommer
Derfor er det helt afgørende for Intel, at man kan matche det lave strømforbrug i ARMs processorer - og det bedste argument for Intel er at vise, at x86-chippen Atom også kan bruges i smartphones. Man kan sige at kampen om fremtidens server skal afgøres i forbrugernes lommer. Extremetech har set nærmere på Intels Android-planer. Faktisk er Intel allerede en betydelig bidragsyder til Android - Intel har således leveret mere end 120 patches til Android.
Intel arbejder også med hardware-baseret virtualisering af Android under Windows og Mac, hvilket skal gøre det muligt at emulere Android op til ti gange hurtigere. Her har man altså allerede taget de første skridt for at få Android over på x86. Der findes allerede forskellige emulatorer som Bluestacks App Player, hvor man kan køre Android-applikationer under Windows.
De første smartphones med Intels Atom-processor og Android ventes til næste år. Når det gælder tavlecomputere har Android haft svært ved at klare sig i forhold til iPad - selvom den nye Kindle Fire kan blive det store gennembrud for Android på dette marked - og her vil Intel måske snarere satse på Windows 8.
Men Android-porteringen til x86 handler altså måske i virkeligheden om noget helt andet. Intel vil vise at man kan matche alt det, som ARM kan levere. Ikke for at erobre smartphone-markedet, hvor ARM allerede sidder tungt. Men for at forhindre, at ARM fortrænger Intel i serverrummet - dér, hvor chipfirmaet for alvor tjener penge.