Bo Martinsen, der netop er blevet fyret fra jobbet som øverste chef for ERP-koncernen, står som "CEO & Founder" i forhold til Norriq, når han bliver præsenteret både på Norriqs egne hjemmesider og i sin Linkedin-profil.
Men selv om Martinsen er stifter af Norriq, har ejerskabet altid været placeret i Thorshavn, og det var de færøske ejere, der torsdag valgte at afskedige Bo Martinsen med bestyrelsesformand Peter Theill som skarpretter.
En afskedigelse, der forekommer både dramatisk og voldsom, og som har sat mange spekulationer i gang.
Bestyrelsen har været meget fåmælte om grunden til, at ejerne nu mente, at Martinsen måtte ud.
Et oplagt sted at lede efter - i hvert fald en del af forklaringen - er i Norriqs regnskab. For samtidig med at Bo Martinsen med store armbevægelser har bygget Norriq op til at være et betragteligt Microsoft-hus, er regnskaberne blevet farvet rødt med spektakulære underskud.
Ser man på de sidste tre års resultater i Norriq Holding, viser resultatet for koncernen før skat et underskud på 147 millioner kroner over de sidste tre år for selskabet.
Med til den historie hører købet af hardwareforhandleren Norriq Netpartner, der rent regnskabsmæssigt har været en af de store skurke hos Norriq.
Netpartner har over de sidste tre år haft et underskud før skat der løber op på 64 millioner kroner.
Bo Martinsen har hele tiden fastholdt, at købet af Netpartner har været vigtigt for Norriq, men han har også erkendt, at det har belastet selskabet.
"Vi har taget nogle tæsk for integrationen af Norriq Netpartner. Det er lykkedes for os at vende udviklingen, men vi må erkende, at det ikke er gået så stærkt som forventet," sagde Bo Martinsen til CRN i februar 2010.
Her i 2011 har Bo Martinsen understreget at tingene som han ser dem, går i den rigtige retning. I forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for 2010, var Martinsen meget optimistisk for fremtiden.
"Resultatet for i år (2010 red.) er slet ikke prangende, når vi har som mål at ligge på en indtjening mellem ti og femten procent af vores omsætning. Det er der, vi er på vej hen. Vi fokuserer på budgetterne, som vi synes ser rigtigt godt ud," sagde Martinsen til CRN så sent som i juni i år.
Med Bo Martinsens fyring er der måske et signal om, at den optimistiske holdning Martinsen kom med i sommer ikke holdt stik. Men det svar kommer senest, når Norriq offentliggør sit næste regnskab til næste sommer.